København Håndbold henter vitalt CL-point i Brest

16x9
Mai Kragballe (th.) bragte København Håndbold på 13-9, da det virkelig så lyst ud i udekampen mod Brest. Foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix

28-28 ude mod Brest i Champions League sikrer København Håndbold videre adgang i turneringen.

Den regerende danske mester i kvindehåndbold, København Håndbold, er klar til hovedrunden i Champions League.

Det står klart efter flotte 28-28 på udebane mod Brest Bretagne lørdag eftermiddag.

De danske gæster leverede flere comebacks i løbet af kampen, før Thea Mørk sikrede det ene point 41 sekunder før tid.

Med det uafgjorte resultat har den københavnske klub fem point for fem kampe i grupperunden, hvorfra tre af de fire hold i puljen går videre.

Sävohof har på sidstepladsen nul point og kun to kampe at gøre godt med. Svenskerne kan således ikke længere hente København.

København-spillerne fik ellers en skidt start i Frankrig med en håndfuld tekniske fejl i de første fire minutter.

Kun fordi også Brests udvalgte havde svært ved at ramme hinanden, kostede den dårlige start kun 0-2 på måltavlen, før Thea Mørk åbnede gæsternes målkonto efter fem minutter.

Kort efter fulgte kampens første udvisning. Brest benyttede overtallet til at trække fra til 5-2.

Kampgejsten fejlede dog ikke noget hos København, og med minder om sejren i det omvendte opgør mod Brest i baghovedet holdt gæsterne sig tæt på. Emil Stang Sando kom i gang i målet med flere store redninger, og Kelly Dulfer reducerede til 5-6.

Endnu et comeback blev født fra 6-9 til dansk føring 10-9.

Andrea Hansen afsluttede endnu et kontraløb til 12-9. Mai Kragballe svingede derefter hammeren til 13-9, og alt så lyst ud.

Men så vendte fejlene og de upræcise afslutninger tilbage, og ved pausen var stillingen 14-13 til det franske hold.

I anden halvleg åbnede København med en lækker scoring efter et vip ind til Anne Cecilie Dornonville de la Cour. Brest pressede dog på, og med sin sjette scoring i kampen bragte slovenske Ana Gros værterne på 17-14.

De mange tilskuere i den franske hal så sejren nærme sig, men på få minutter leverede København endnu et comeback. Denne gang til 18-17.

Derfra fulgtes holdene ad frem til de dramatiske afslutningsminutter, hvor målmand Amalie Milling forhindrede en fransk tomålsføring, og stillingen var 27-27 halvandet minut før tid.

Brest kom foran, og Thea Mørk udlignede med 41 sekunder igen.

Det var nordmandens syvende mål på syv forsøg.