- Der er for langt ned til bundniveauet, siger Nikolaj Jacobsen

Danmark mangler den stabilitet, som man finder hos de allerbedste landshold, mener Nikolaj Jacobsen

Når håndboldlandsholdet falder, falder det dybt. Det så man igen, da det danske mandskab kom helt skævt i gang i søndagens VM-testkamp mod Ungarn, der vandt første halvleg med hele 16-8.

Den sløje halvleg var hovedårsag til, at Danmark tabte 25-28 til et ungarsk hold, man havde fejet af banen tre dage tidligere.

- De to kampe mod Ungarn afspejler holdet meget godt. Der er et fantastisk topniveau, men der er for langt ned til bundniveauet. Der har vi nogle udfordringer, og vi er simpelthen nødt til at blive bedre til at være klar til alle kampe. Det sker for alle hold, men det sker sjældnere for de gode hold. Der vil vi gerne op, siger Nikolaj Jacobsen.

Ved EM for et år siden led Danmark et choknederlag i den indledende pulje til upåagtede Tjekkiet, og netop det lave bundniveau har landstræner Nikolaj Jacobsen påpeget ved flere lejligheder.

Landstræneren kan spore tendensen tilbage til tiden, før han selv blev landstræner, og den er medvirkende til, at det ikke er lykkedes landsholdet at vinde medaljer ved de seneste fire EM- og VM-slutrunder.

- For mig er det ikke overraskende. Vi har ikke den stabilitet, som nogle af de andre hold har. Den har vi ikke og har ikke haft den i de sidste tre-fire slutrunder. Der er ikke andet at gøre end at tale om det. Og det er en af de ting, vi taler meget om, siger Nikolaj Jacobsen.

Danmark indleder VM på torsdag, hvor holdet møder Chile i Royal Arena. Efter de to kampe mod Ungarn er der ikke ligefrem kommet mere ro på landstrænerens nerver, fortæller han til TV 2 SPORT.

- Hvis du spørger en hvilken som helst træner, så er man aldrig tryg. Men jeg synes, at anden halvleg viste, at vi kom tilbage, og vi havde faktisk et par chancer for at komme lidt tættere på, men vi brændte desværre på Mikler (Ungarns målmand, red.). Måske kunne vi have fået det vendt. Men det lykkedes vi desværre ikke med, siger Nikolaj Jacobsen.

Den danske landstræner var især utilfreds med første halvleg.