Svensk landstræner kritiserer hårdt VM-program

16x9
En af Kristján Andréssons vigtigste opgaver bliver at disponere kræfterne rigtigt. Foto: Antonio Bronic / Ritzau Scanpix

Kristján Andrésson mener, at kampprogrammet ved VM i håndbold er for hårdt og kan føre til skader.

Ti kampe på 17 dage. Det er, hvad der venter de hold, som skal spille om medaljer ved herrernes kommende håndbold-VM i Danmark og Tyskland. Og antallet af kampe på kort tid er for hårdt for spillerne.

Det mener Sveriges håndboldlandstræner, Kristján Andrésson, hvis mandskab indleder slutrunden fredag med en kamp mod Egypten.

- Det er klart, at det er for mange kampe. Ofte bliver kvaliteten dalende, og der kommer for mange skader, siger landstræneren ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Derfor bliver en af hans vigtigste opgaver at disponere kræfterne korrekt.

- Det nytter ikke at spille champagnehåndbold i fem gange 60 minutter i løbet af syv dage. Vi kan nå op på at skulle spille ti kampe, og det synes at være en kamp eller to for meget, siger træneren.

Programmet slider hårdt på kroppen

Han bakkes op af spillerne Jesper Nielsen og Mattias Zachrisson.

- Der er mange, som synes, det er for hårdt. Ikke mindst fordi spillerne allerede er blevet matchet hårdt i deres ligaer i løbet af efteråret.

- Jeg ved ikke, om den bedste løsning er ikke at skulle spille et mesterskab hvert år, men jeg synes, det er uholdbart med det nuværende antal af kampe. Noget skal laves om, inden spillerne begynder at melde fra, siger Jesper Nielsen.

Mattias Zachrisson supplerer:

- Programmet slider hårdt på kroppen. Jeg spillede min første landskamp, da jeg var 18 år, og jeg kan mærke, at jeg ikke er 18 år længere. Jeg er 28 år, og hvert eneste mesterskab slider på mig, siger han.