Håndbold

Viborg har løst økonomiske problemer

Viborg HK har fået styr på de økonomiske udfordringer, meddeler klubben i en pressemeddelelse torsdag.

Håndboldspillere, ledere, trænere og fans i Viborg HK kan ånde lettet op.

De økonomiske udfordringer i Viborg er løst, meddeler klubben i en pressemeddelelse.

Over for TV 2 SPORT fortæller direktør Jørgen Hansen om det arbejde, klubben har været igennem.

- Vi har arbejdet siden nytår for at etablere det grundlag, der skal til for at eksistere og ved hjælp af gode kræfter fra fans, firmaer og sponsorer, er det lykkes os at skaffe de penge, der skal til, så vi har et solidt grundlag fremadrettet.

- Vi har fået mellem fire og fem millioner kroner i kassen. Det giver os et godt grundlag og en positiv egenkapital, siger han til TV 2 SPORT.

Nyheden om Viborgs 'redning' vækker sportslig glæde hos håndboldekspert Trine Nielsen.

- Det lyder rigtig godt, og mit største håb er, at Viborg ikke står på samme tid næste år med samme problem, for det er lidt det, der er sket de sidste par sæsoner, hvor de har været ude og bede om hjælp igen og igen.

- Viborg har haft så stor betydning for damehåndbold. Det er en institution i dansk damehåndbold. Så for at vi kan løfte det, er det vigtigt, at klubber som Viborg har styr på tingene, og så håber jeg på, at der bliver råd til at investere i nogle spillere, så de kan være med i toppen, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert.

Klubben understreger i meddelelsen, at der er kommet styr på økonomien netop via støtte fra sponsorer, samarbejdspartnere, private personer og fans.

- Den økonomiske tilførsel skaber et godt fundament for det videre arbejde i klubben. Vi har en stærk tro på, at økonomien fremadrettet vil være i balance, da der også er kigget på omkostninger i klubben. Samtidig arbejder vi stadig på nye indtægtsmuligheder for Viborg HK, siger Jørgen Hansen.

Han oplyser, at Viborg HK stadig har ambitioner, og at fundamentet for sportslige resultater er, at økonomien er i balance, så der er råd til at tænke nyt og investere i truppen.

Viborg HK har tidligere meddelt, at klubben forstærker sig til den kommende sæson med ligatopscorer Laura Damgaard samt målvogter Anna Kristensen og Maibritt Toft Hansen.

Viborg sagde i februar farvel til direktør Henrik Dahl, og ved den lejlighed meddelte klubben, at det ikke var nogen hemmelighed, at økonomien i klubben var en udfordring.

Klubben kunne for det seneste regnskabsår melde om et underskud på 1,3 millioner kroner.

I forbindelse med direktørstoppet indtrådte bestyrelsesformand Jørgen Hansen selv som midlertidig daglig leder.