Der er kæmpe pres på KIF Kolding, siger Tønder-træner

16x9
Presset er på Kasper Irming og KIF Kolding, mener Torben Sørensen. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

KIF Kolding får hård modstand, når holdet i to kampe skal forsøge at undgå nedrykning, siger TM Tønder-træner.

TM Tønder kan over to - eller tre - kampe rykke op i den bedste danske håndboldrække og sende KIF Kolding ned i 1. division.

Første playoffkamp spilles fredag aften i Kolding, og Tønder-træner Torben Sørensen glæder sig.

- Det er disse kampe, vi har trænet for gennem hele sæsonen, og med attraktive kampe mod en traditionsklub kan vi ikke få bedre afslutning på sæsonen.

- Jeg er helt klar over, at det bliver en utrolig svær opgave, siger Torben Sørensen til klubbens hjemmeside.

Torben Sørensen, der som aktiv var med til at vinde DM-sølv med KIF Kolding i 1999, kalder modstanderen et på papiret bedre hold end Tønder.

- De har store profiler på mange af pladserne, de har masser af erfaring fra mange sæsoner på højeste niveau, men de vil også være oppe mod et kæmpe pres fra omgivelserne.

- Samtidig har de længe været inde i en periode hvor resultaterne har svigtet. Og når man rammer disse perioder, så er det bare stolpe ud, og så har man ofte ikke heldet med sig, siger han.

Vi vil gøre alt for ikke at skuffe de mange TMT-fans der tager turen til Kolding for at bakke os op

Torben Sørensen, Tønder-træner

Et lokalopgør

KIF Kolding endte sidst i nedrykningsgruppen, og derfor skal holdet ud i to opgør for at undgå nedrykning.

- Det er jo noget af det nærmeste, vi kommer et lokalopgør - og så om en plads i håndboldligaen. Vi vil gøre alt for ikke at skuffe de mange TMT-fans der tager turen til Kolding for at bakke os op. Vi har haft en virkelig god periode, og den seneste træningsuge har igen været med stigende formkurve.

- Der er masser af gå-på-mod i truppen, og selv om vi skal ramme dagen og ved, det bliver svært, så er der en kæmpe tro på tingene. Det bliver vildt fedt, siger Tønder-træneren.

Kampen i Kolding spilles fredag klokken 18.30, mens returkampen i Tønder spilles tirsdag aften.

Hvis holdene vinder en kamp hver, eller begge ender uafgjort, skal der spilles en tredje kamp 17. maj i Kolding.