Manglende selvtillid svækker KIF Kolding, mener Lars Christiansen

16x9
Lars Christiansen spillede seks år af sin karriere i KIF Kolding. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix Denmark

KIF Kolding skal fredag spille den første skæbnekamp mod TM Tønder om en plads i ligaen i næste sæson.

KIF Kolding kommer på en svær opgave, når holdet fredag aften spiller den første skæbnekamp mod TM Tønder fra 1. division om en plads i ligaen.

Det mener håndboldekspert på TV 2 SPORT Lars Christiansen, der i sin aktive karriere spillede seks år i Kolding.

Klubben har nemlig haft noget nær en mareridtssæson, hvor det kun blev til 12 point i 26 kampe i grundspillet, og i nedrykningsspillet lykkedes det kun Kolding at vinde en enkelt kamp.

- Kolding-spillerne er gået kolde i mange af kampene. De har ikke kunnet holde til det. De har set trætte og slidte ud, og det kan blive totalt afgørende i sådan nogle knald-eller-fald-kampe.

- Selvtilliden har lidt et knæk for Kolding. Tønder kommer med en masse selvtillid. De har vundet rigtig mange kampe i 1. division og var tæt på at rykke direkte op.

- Når manglende selvtillid møder masser af selvtillid, så kan det blive svært, og Kolding skal ikke føle sig sikker på nogen måde, siger Lars Christiansen.

TM Tønder og Kolding skal spille bedst af tre kampe om en plads i ligaen. Kolding har hjemmebane i den første og potentielt tredje kamp, og det er klubbens chance, mener Lars Christiansen.

- Havde det været bedst af to kampe, så havde det været 50/50, men jeg tror, at Kolding har en lille fordel, når det er over tre kampe. Det betyder meget med hjemmebanen, så jeg vil nok sige 60/40 til Kolding.

Lars Christiansen tror, at Koldings nedtur i sæsonen især skyldes de mange skader, der har ramt spillerne, og den interne uro på holdet.

I februar i år fyrede bestyrelsen i KIF således cheftræner Lars Frederiksen, efter at spillerne havde klaget over ham. Lars Rasmussen har siden fungeret som træner for holdet.

- Det kan ikke undgå at påvirke spillerne og gå ud over præstationerne på banen, siger Lars Christiansen.

Skulle det ske, at Kolding rykker ned, vil det være første gang, at klubben ikke er at finde i den bedste danske række, siden den første gang kom i ligaen i 1984.

Kolding har vundet 14 mesterskaber, og det er flere end nogen anden klub i dansk håndbold. Holdet vandt senest mesterskabet i 2015, da klubben hed KIF Kolding København.

Den første kamp mellem Kolding og Tønder fløjtes i gang fredag klokken 18.30 i Sydbank Arena i Kolding.

Anden kamp spilles i Tønder tirsdag, mens en potentiel tredje kamp bliver spillet fredag i næste uge i Kolding. De bliver vist på TV 2 SPORT.