Esbjerg forlænger med mestertræner

Jesper Jensen har forlænget sin kontrakt med Team Esbjerg med to år, så den løber til sommeren 2022.
Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen, fortsætter i den danske mesterklub frem til sommeren 2022.
Torsdag oplyser håndboldklubben, at den har forlænget kontrakten med den 41-årige succestræner med yderligere to år.
- Da vi først begyndte at snakke om forlængelse, gik det hurtigt, og vi var enige om, at det er til gavn for begge parter at fortsætte, siger Jesper Jensen i en pressemeddelelse.
Han blev ansat i januar 2017 som assistent for den daværende cheftræner Lars Frederiksen, men fire måneder senere overtog han ansvaret.
Samarbejdet har hidtil været en stor succes kulminerende med det danske mesterskab i sidste sæson.
Det vestjyske hold topper også HTH Ligaen i denne sæson efter en indledning, der har budt på seks sejre i ligeså mange kampe.
Til gengæld er de færdige i pokalturneringen efter et sandt drama i kvartfinalen.