Viborg HK tilslutter sig tæt forfølgerfelt

16x9
(Arkiv) Viborgspilleren Line Haugsted. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Håndboldkvinderne fra Viborg er nu et af fem hold, der har otte point i HTH Ligaen.

Mens de forsvarende danmarksmestre fra Team Esbjerg brager afsted i kvindernes bedste håndboldrække, er der hård kamp blandt forfølgerne.

Viborg HK tilsluttede sig lørdag eftermiddag det tætte forfølgerfelt i HTH Ligaen ved at besejre EH Aalborg 28-16 på hjemmebane.

Pauline Bøgelund blev topscorer for Viborg med seks mål, mens målmand Anna Kristensen stod med en imponerende redningsprocent på 54,5.

Hos nordjyderne var det Cecilie Mørch Hansen, der udmærkede sig med fem scoringer.

Ligesom Odense, Silkeborg-Voel, Herning-Ikast og København har Viborg nu otte point. På nær Herning-Ikast, som har spillet fem, har de alle spillet seks kampe.

Øverst i tabellen har Team Esbjerg maksimale 12 point efter seks kampe.

Randers HK havde besøg af Aarhus United, og her endte en tæt kamp i en pointdeling med 29-29.

Bundproppen TTH Holstebro formåede ikke at hente sæsonens første sejr ude mod Ajax København, der vandt 26-24.