- Tempoet skal ned, siger Klavs Bruun og dropper kontrasatsning

Kampen mod Brasilien viste, at det danske landshold er bedst, når tempoet bliver sat ned.

Det er foreløbig slut med tjubang-håndbold og jagten på de "lette" kontramål for det danske kvindelandshold.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen bad før kampen mod Brasilien spillerne om at skrue tempoet ned og i stedet slå bolden i jorden.

Håbet var at eliminere de mange tekniske fejl, og missionen lykkedes. Danmark vandt det vitale VM-opgør med 24-18.

- Opskriften var at tage tempoet ud af kontrafasen, hvis vi ikke kunne komme afsted på første aflevering.

- Vi har skabt mange chancer både ved VM og tidligere på året. Vi skal stole på, at vi har et godt angreb, og så må vi holde lidt igen med det, som for 20 år siden var Danmarks varemærke: stærkt forsvar og kontraspil, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Dermed vender landstræneren tilbage til den opskrift, han introducerede for godt fire år siden, da han overtog landsholdet efter Jan Pytlick.

- Da jeg trådte til, hev vi kontrafasen fuldstændig ud, og det var der også ramaskrig over. Men hvis vi ikke kan kontrollere det, så vil vi hellere satse på angrebsspillet i stedet for at tage chancer, siger han.

Landstræneren sender store roser til Lotte Grigel, som styrede angrebsspillet "med hård hånd".

Den omhyggelige angrebsopbygning mod Brasilien var med til at give holdet mere kontrol over kampen, og det gavnede også forsvaret, der holdt sydamerikanerne nede på 18 mål.

- Vi behøver ikke stresse, vi skal nok skabe chancer. Vi værnede bedre om bolden, og det er jeg rigtig tilfreds med. Det var Brasilien, der hele tiden havde fornemmelse af at halse bagefter.

- Det var vigtigt at få bevist, at der er en forskel på det hold, der stiller op i år, og det hold, der stillede op sidste år. Selv om der er mange ligheder, så er der sket noget mentalt, siger Klavs Bruun Jørgensen.