Håndbold

Skanderborg snupper første Final 4-plads i Santander Cup

Skanderborg Håndbold er klar til herrernes Final 4-stævne efter sejr i kvartfinalen på 27-25 over Ringsted.

Skanderborg Håndbold er som det første hold klar til Final 4 i Santander Cup, eller semifinalerne i herrernes pokalturnering om man vil.

Skanderborg sikrede sin billet ved at vinde på udebane med 27-25 over TMS Ringsted, der fører den næstbedste række efter nedrykningen fra den bedste række i sidste sæson.

Det blev spændende til det sidste, og først få sekunder før tid stod det klart, at Skanderborg ville vinde.

Kampen begyndte også meget lige, og Ringsted var foran 10-9, inden Skanderborg med fire mål i træk kom på 13-10.

Kort efter lød føringen 14-12 ved pausen.

Ringsted kom dog bedst ud til anden halvleg, og da der var spillet fem minutter, førte hjemmeholdet med 16-15.

Derfra tog Skanderborg igen kontrollen, og det trak op til favoritsejr, da Matthias Smed bragte gæsterne foran 22-18 med 17 minutter tilbage.

Men Ringsted gjorde det alligevel spændende i slutfasen.

I de sidste minutter angreb holdet flere gange for at reducere til 25-26, og den ene gang stod stolpen i vejen.

Først 20 sekunder før tid kom scoringen til 25-26, og Skanderborg-spillerne var for rutinerede til at smide bolden væk i det sidste angreb.

I stedet scorede Cornelius Kragh Aastrup til 27-25 med fem sekunder tilbage.

Senere tirsdag mødes Aalborg og GOG i den anden kvartfinale.

De to sidste kvartfinaler - mellem Århus Håndbold og TTH Holstebro samt Bjerringbro-Silkeborg og Skjern - spilles onsdag.

Final 4-stævnet spilles i Jyske Bank Boxen i Herning 14. og 15. marts næste år.