EM håndbold

Magnus Landin meldes klar - men han skal testes først

Fysioterapeut Anja David Greve arbejder med Magnus Landins fod under en dansk træning. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Hvis Magnus Landin er klar, spiller han i Danmarks sidste gruppekamp, understreger Nikolaj Jacobsen.

Håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen kan få tiltrængt hjælp til venstrefløjen og forsvarsdelen, hvis Magnus Landin får grønt lys til at spille onsdagens potentielt afgørende kamp mod Rusland.

Tirsdag aften bliver han testet, når de danske håndboldherrer træner i Baltiska Hallen i Malmø.

- Vi tester ham i dag. Så ser vi, hvordan testen falder ud. Selvfølgelig har vi et håb om, at han kan deltage. Ellers havde vi sendt ham hjem, siger Nikolaj Jacobsen til Ritzau.

Dialog med Kiel

Før og under EM-slutrunden har landsholdets lægestab haft rigeligt at se til med skadede spillere. Hvor langt Magnus Landin er fra igen at spille håndbold, det er stadig usikkert, men fysioterapeut Anja Greve melder om bedring. Det siger hun til TV 2 SPORT:

Hvor langt er Magnus Landin fra at kunne spille håndbold?

- Han træner med i dag, men har stadig en ret øm storetå. Det tager noget tid, inden sådan et ledbånd heler helt. Så den er ikke 100 procent, men den er godt på vej.

Hvis de skulle spille en træningskamp i morgen, ville du så anbefale, at han spillede håndbold?

- Uha, det var et godt spørgsmål. Ja, det ville jeg. For det kan ikke blive værre.

Så din anbefaling er, Magnus kan godt spille?

- Ja.

Er der nogen dialog med Kiel (Landins klub, red.) omkring hans situation?

- Ja, det har vores læge haft. Så den er der helt styr på, slår Anja Greve fast over for TV 2 SPORT med tanke på tiden efter VM.

Her kom Dansk Håndbold Forbund i modvind omkring både Nikolaj Markussen og Casper U. Mortensen, der vendte tilbage til deres klubber med alvorlige skader.

Landstræneren har én udskiftning tilbage i gruppespillet

Jacobsen kan stadig gøre brug af en udskiftning i det indledende gruppespil. Mandag foretog han den første af to udskiftninger, da han skiftede Morten Olsen ind i stedet for Jacob Holm.

Han har tænkt sig at vente til onsdag morgen med at træffe den endelige beslutning om, hvordan truppen skal se ud mod Rusland.

Selv er Magnus Landin endnu ikke helt sikker på, hvor han står i forhold til at deltage i onsdagens kamp.

- Det er svært at sige. Men jeg synes, at jeg har en god fornemmelse. Det må træningen vise, siger fløjspilleren til Ritzau.

Lasse Svan har ligesom Magnus Landin siddet ude med en skade i Danmarks første to kampe.