Nordsjælland ærgerlig over nedrykning - men er glad for afklaring
Nordsjælland Håndbolds sportschef er ærgerlig, men ser også gode ting i beslutning om at rykke klubben ned.
Det var en af de hårde dage på kontoret i Nordsjælland Håndbold tirsdag.
Her tikkede nyheden om at afslutte de danske håndboldligaer og 1. division ind hos sportschef Jørn Blom Hansen, og han erfarede dermed, at Nordsjælland rykker ud af Primo Tours Ligaen.
- Vi er ærgerlige over, at vi er landet, hvor vi er, fordi vi stadig havde muligheden for at spille os til ikke at rykke direkte ned. Vi havde tænkt os at kæmpe til det sidste, siger sportschefen til Ritzau.
Nordsjælland lå sidst i ligaen med ni point på kontoen og fire point op til Lemvig-Thyborøn, men da der ikke kan spilles mere nu i grundspillet, så rykker Nordsjælland direkte ud.
Beslutningen får dog ikke sportschefen til at lange ud mod alt og alle. Han forstår godt situationen.
- Vi står i en situation, hvor verden nærmest er af lave. Så er man nødt til at være den voksne i lokalet og stoppe sæsonen. Beslutningen om at stoppe nu er den eneste rigtige, men vi er selvfølgelig ærgerlige over, at skulle rykke ud, siger Jørn Blom Hansen til TV 2 SPORT.
Han og klubben havde håbet, at ligaen i næste sæson kunne være blevet udvidet til 15 hold, men det var ikke muligt.
- Til det sidste havde vi håbet, at man ikke behøvede nogen nedrykkere. Men når det så er sagt, så forstår vi godt argumentet med et presset program med alle de udsatte kampe i pokalturneringen og Europa. Derfor ville der ifølge DHF ikke være plads til to ekstra spillerunder i næste sæson.
At udvide ligaerne i næste sæson har ikke været et tema ifølge formanden i Dansk Håndbold Forbund, Per Bertelsen, der i udvalget for professionel håndbold var med til at træffe beslutningen om at slutte sæsonen tirsdag.
- Vi har hele tiden haft den holdning, at vi under ingen omstændigheder ville udvide ligaen til flere hold. Vi har også et produkt, vi skal værne om, og det gør vi ikke at udvide, siger Per Bertelsen til TV 2 SPORT.
Ligesom nedrykkerne fra kvindeligaen, EH Aalborg, så undersøger Nordsjælland Håndbold om de har mulighed for at appellere tirsdagens beslutning.
Glad for afklaring
På trods af, at beslutningen sender Nordsjælland Håndbold ned i 1. division, så er nu tilfredse nok med at have fået en afklaring om fremtiden.
- Nu ved vi, hvad vi går i møde. Vi har 16 spillere i truppen, og nu ved jeg, at det hedder 1. division. Så kan jeg tage den snak med de sidste af dem, om de er klar til det, siger Jørn Blom Hansen.
En del af spillerne har gennem klausuler i deres kontrakter mulighed for at stoppe i klubben ved nedrykning. Men indtil videre er det kun en enkelt spiller, der har givet udtryk for, at han ikke vil tage turen med ned i den næstbedste række, ifølge Nordsjælland Håndbolds sportschef.
Han har før prøvet at rykke ned med klubben og har en klar forventning om, at de grønblusede fra det nordlige Sjælland atter vil vende tilbage til herreligaen:
- I næste sæson har vi kun ét mål. Der skal vi tilbage i ligaen. Det ser vi frem mod, rent sportsligt.
- Sidst vi rykkede ned, mistede vi ikke mange sponsorer. Så lige på det område er jeg ikke så bekymret. Men hvis krisen tager rigtig fat, så kan det få store økonomiske konsekvenser - også for os håndboldklubber, siger Jørn Blom Hansen, der forventer en indtægtsnedgang på minimum 30% i den kommende tid.
Mens Aalborg Håndbold bliver dansk mester, og Nordsjælland rykker ud, så betyder dagens beslutning om at stoppe sæsonen, at TMS Ringsted rykker op i ligaen fra næste sæson.