Håndbold

Westerholm havde skrevet under med KIF – så rev de kontrakten i stykker

TTH Holstebros træner, Patrick Westerholm, var på vej til herrehåndbold og KIF Kolding. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Patrick Westerholm havde en underskrevet aftale med KIF Kolding, men klubben endte med at springe fra. KIF vil ikke bekræfte historien.

KIF Kolding har været på nippet til at ansætte nuværende TTH Holstebro-træner Patrick Westerholm som ny cheftræner.

Det skriver JydskeVestkysten.

Den finske træner havde sat sin underskrift på en kontrakt med den jyske traditionsklub, men Kolding endte med at springe fra, efter at klubben endte i økonomiske problemer grundet coronakrisen.

Westerholm - hvis kontrakt med TTH udløber 30. juni - bekræfter, at han var på vej til klubben.

- Jeg blev indkaldt til et møde, hvor jeg sagde, at jeg gerne ville gå ned i løn og udsætte nogle ting omkring den fysiske træning, men det drejede sig bare om, at min aftale (med Kolding, red.) skulle ophæves, siger Patrick Westerholm til JydskeVestkysten.

Han medgiver, at KIF Kolding havde juridisk belæg for at droppe kontrakten, fordi nogle af betingelserne for, at samarbejdet blev en realitet, ikke var opfyldt.

Sagde farvel til Sivertsson

KIF Kolding meddelte i sidste uge, at klubben lider økonomisk og derfor måtte sige farvel til cheftræner Ulf Sivertsson.

Ifølge Patrick Westerholm havde han skrevet under på kontrakten med KIF Kolding lang tid før Sivertssons farvel, efter håndboldsæsonen blev sat på pause, men inden den blev aflyst før tid.

KIF Koldings bestyrelsesformand, Brian Stein, vil ikke kommentere på den konkrete situation, men har kun ros tilovers for Westerholm som træner.

- Jeg vil da gerne citeres for, at han (Patrick Westerholm, red.) ville have været det perfekte valg for os, men jeg kan ikke kommentere, hvor langt vi har været i en eventuel aftale med Patrick, siger Brian Stein.