Håndbold

Divisionsforeningen tror ikke på håndbold i denne sæson

Der er ikke meget, der tyder på, at der bliver spillet mere håndbold i landets bedste rækker i denne sæson. Sportxpress / Ritzau Scanpix

Direktør i Divisionsforeningen Håndbold har svært ved at se, hvordan sæsonen skal kunne genoptages.

Selv om regeringen har åbnet muligheden for det, har Divisionsforeningen Håndbold svært ved at se, hvordan sæsonen i den bedste række hos damer og herrer skal komme i gang igen.

Mange spillere og trænere kan vise sig modvillige, og klubdirektørerne må tænke, hvordan man nogensinde skal finansiere det, vurderer direktør i divisionsforeningen Thomas Christensen.

- Jeg har svært ved at se turneringen genåbnet, men jeg er nødt til at snakke med alle, siger Thomas Christensen.

Sagen er, at sæsonen har ligget stille i otte uger, og at det kræver så mange ugers træning at blive kampklar, at det bliver svært at spille mange kampe, før spillerne begynder at skifte klubber ved kontraktudløb den 30. juni.

Derudover skal kampene spilles uden tilskuere.

- Hvis vi siger, at spillerne er klar til kamp den 15. juni, så har vi 14 dage, før vi rammer den 30., og sæsonen slutter. Det giver ikke ret mange muligheder.

- Hvis man vil have slutspillet med, kræver det på min lommeregner, at spillerne er klar til at spille 14 eller 15 kampe på 20 dage. Det vil ingen trænere bifalde, tror jeg, siger Thomas Christensen.

Oveni er der det ekstraordinære repræsentantskabsmøde i Dansk Håndbold Forbund (DHF) den 25. maj.

Her bliver det afgjort, om sæsonen alligevel skal afsluttes med den skrivebordsafgørelse, som tidligere kårede mestre og afgjorde op- og nedrykning ud fra den øjeblikkelig stilling i ligaerne, før den blev appelleret.

Mangler motivationsfaktorer

Thomas Christensen mener, at skrivebordsafgørelsen hurtigt kan vise sig mere retfærdig end en genoptagelse af grundspillet.

Det ville handle om to kampe i herreligaen og tre kampe i dameligaen og involvere en masse hold, som ikke har noget på spil, og en masse spillere som indenfor få uger ville skifte til en anden klub.

- Det kan få så stor indflydelse på kampenes resultater, at det kan være lige så sportsligt retfærdigt at afgøre tingene på skrivebordet som på halgulvet.

- Dertil skal man lægge, at vi jo ikke har tilskuere og dermed ikke har indtægter på kampene. Jeg mangler motivationsfaktorerne for at gå i gang, siger Thomas Christensen.

Opsamlende mener han, er der ikke er meget at gøre.

- Jeg har talt med en del klubledere, og det virker meget uoverskueligt at starte det hele op for at spille to eller tre kampe i slutningen af juni og så stoppe igen. Det har mange svært ved at se fornuften i, siger han.

Også DHF's formand, Per Bertelsen, har udtalt, at han ikke kan se regeringens udmelding ændre noget, og at ligaen er lukket ned.