Håndbold

Håndboldboss begrunder, hvorfor der kan komme flere tilskuere i hallen

Det er lang tid siden, der var fyldte tribuner i hallen, som der var her ved VM i 2019 i Danmark. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Håndboldfans er ædru familier og par. Derfor kan der åbnes op for flere tilskuere, mener Divisionsforeningen.

Må der samles mere end 500 personer i håndbold- og ishockeyhallerne, når de danske ligaer begynder?

Det er ud fra sportens perspektiv et af de vigtigste spørgsmål, som i disse dage forhandles på politisk plan som et led i genåbningens fase 4.

I Divisionsforeningen Håndbold følger man udviklingen spændt, ikke mindst fordi kvindeligaen begynder på lørdag.

- Vi er kommet med vores betragtninger og har skitseret over for styrelser og ministerier, hvordan vi mener, at man kan afvikle håndbold med flere end 500 i hallerne. Vi håber, de kommer frem til noget, der giver os bedre muligheder, siger Divisionsforeningens direktør, Thomas Christensen.

Mere ædru end fodboldfans

Han påpeger, at der er stor forskel på faciliteter og kapacitet i de forskellige arenaer, men som udgangspunkt vurderer man, at hallerne kan udnytte to tredjedele af kapaciteten på forsvarlig vis.

- Vi har beskrevet, hvad det er for nogle folk, der kommer til håndbold. Det er meget familier og par, og derfor vurderer vi, at det er forsvarligt at bruge to ud af tre sæder, siger Thomas Christensen og fortsætter:

- Traditionelt er vores publikum mere stillesiddende og ædrueligt. Jeg siger ikke, at fodboldfans er det modsatte, men håndboldfans er nok mere ædruelige.

Han mener derfor, at håndbolden er klar til byde mere end 500 personer ind til kampene, når forsøgene med netop dette har været en succes i fodboldens Superliga.

- Erfaringerne fra Superligaen er gode, og jeg er ikke bekendt med, at der har været smittetilfælde på den baggrund.

Skulle der opstå coronatilfælde blandt tilskuerne, er håndboldsporten gearet til at tage hånd om dette.

- Alle billetter er digitale, og vi kan nemt komme i kontakt med alle blandt publikum helt ned til, hvem der sidder på række syv og otte, så man kan smittespore, fortæller Thomas Christensen.

Forbereder sig på 500 tilskuere

Kvindeligaen begynder lørdag med braget mellem Odense Håndbold og Team Esbjerg, men han gør sig ikke forhåbninger om, at kapaciteten kan udvides allerede til de første kampe.

- Det ser jeg ikke som realistisk. Vi har håbet på 1. september, men jo hurtigere des bedre, så vi kan måske håbe på, at bedre muligheder kan træde i kraft i løbet af næste uge, siger Divisionsforeningens direktør.

I Odense forbereder man sig på, at der maksimalt kan være 500 personer i arenaen, når Team Esbjerg kommer på besøg lørdag.

- Vi agerer ud fra det, vi kender. Men får vi noget andet at vide, vil vi agere ud fra det døgnet rundt, siger Odense Håndbolds administrerende direktør, Lars Peter Hermansen.

Sydbank Arena i Odense har normalt en kapacitet på 2300 til sportsarrangementer, Lars Peter Hermansen, vurderer, at man som minimum kan fylde hver anden plads på en forsvarlig måde.

- Vi ville nok også kunne håndtere 75 procent, men jeg tror ikke, vi får lov til at gå så højt op i første hug.

Så længe man maksimalt må samles 500 personer, vil 350 af disse være tilskuere. Til den første kamp vil man tilgodese sponsorer, mens sæsonkortholdere vil blive budt indenfor til den anden kamp.