Håndbold

Pytlicks søn sikrede håneretten over far

Sønderjyskes cheftræner, Jan Pytlick, kunne lørdag se sin søn og resten af GOG-mandskabet besejre Sønderjyske.

GOG fortsatte lørdag en fornem start på sæsonen i Herre Håndbold Ligaen.

Det ubesejrede mandskab vandt på hjemmebane lørdag således med 35-27 over Sønderjyske i den bedste danske håndboldrække.

Dermed ligger holdet på andenpladsen i ligaen med 18 point i ti kampe. På førstepladsen ligger Aalborg, der lørdag vandt over Skjern.

Opgøret mellem GOG og Sønderjyske bød på et møde mellem to gange Pytlick. Sønderjyskes cheftræner, Jan Pytlick, var således på plads på sidelinjen, mens sønnen Simon Pytlick var med til at sikre GOG sejren ind på banen.

19-årige Simon Pytlick scorede tre mål på syv forsøg i opgøret.

- Jeg tror, han er træt af det, sagde Simon Pytlick efter kampen med sin far ved siden af sig.

Og Jan Pytlick nikkede bekræftende.

- De er bedre end os. Vi har svært ved at følge med det tempo, de spiller i. Vi er udfordret forsvarsmæssigt, og i en periode brænder vi lidt for meget. Så bliver det op ad bakke, siger Jan Pytlick.

Far og søn fulgte hinanden ud af arenaen, men fulgtes ikke hjem efter kampen. Det var nemlig planen, at de ikke skulle være sammen efter familieopgøret.

- Det er ikke sådan, at jeg står og kigge specifikt på ham. Men han laver nogle gode ting ligesom resten af GOG-holdet.

Kan den gode stemning derhjemme bevares efter sådan en?

- Njaaeh… Der går lidt tid, siger Jan Pytlick med et smil.

Lørdagens opgør i Gudme begyndte relativt jævnbyrdigt. De sønderjyske gæster bragte sig foran 2-0, og holdene fulgtes herefter ad frem til 8-8.

Herefter fulgte en rigtig skidt periode for Sønderjyske, der kunne se GOG score syv mål i træk og dermed bringe sig foran med 15-8. Gæsterne fik stoppet blødningen en smule, men måtte gå til pause bagud med 14-20.

I anden halvleg holdt værterne i sikker stil deres forspring, og de var også foran med hele 13 scoringer ved 29-16. Mod slutningen af kampen fik sønderjyderne spist lidt af føringen, men de var aldrig i nærheden af point.

Nederlaget betyder, at Sønderjyske stadig har ni point efter 11 kampe. Det rækker til en niendeplads i Herre Håndbold Ligaen.

GOG's Emil Jakobsen og Sønderjyskes Sveinn Jóhannsson blev kampens topscorere. De scorede begge otte mål på ni forsøg.

Aalborg Håndbold besejrede lørdag på udebane Skjern med 30-28. Dermed er nordjyderne på ligaens førsteplads med 19 point i ti kampe.

Skjern ligger på sjettepladsen med 13 point i 10 kampe.

Det var tæt helt til slutningen mellem Skjern og Aalborg. To fejl gjorde i sidste ende forskellen, så Aalborg kunne tage sejren. Video: TV 2 Sport