EHF-præsident hylder Danmark: - Jeg har ikke ord

Danmarks ja til at afholde håndbold-EM i Herning og Kolding giver lettelse hos både EHF og DHF.

Den danske regering kom efter en uges tøven med den endelige godkendelse af, at kvindernes håndbold-EM i december kan finde sted på dansk grund, efter at Norge trak sig som medvært grundet coronapandemien.

Og den melding skaber lige dele lettelse og glæde hos Dansk Håndbold Forbund (DHF), men i ligeså høj grad jubel hos Det Europæiske Håndboldforbund (EHF).

- De sidste fire dage har været ekstremt udfordrende - og det oven i en i forvejen udfordrende tid, siger EHF-præsident Michael Wiederer ifølge DHF's hjemmeside.

- Jeg har ikke ord for, hvor taknemmelig jeg er over den fleksibilitet og den store indsats, som Dansk Håndbold Forbund med Per Bertelsen og Morten Stig Christensen i spidsen har ydet for at få det her til at lykkes.

- Særligt med tanke på at det med en utrolig kort tidsramme er lykkedes dem at stable et coronasikkert miljø på benene i Kolding.

Sportens vigtigste platform

Som alle andre sportsgrene er håndbolden hårdt ramt under coronapandemien, og Wiederer lægger ikke skjul på, hvor vigtig EM-slutrunden er for sporten.

- Kvindernes EM er den vigtigste platform til at markedsføre kvindehåndbold i Europa, og nu kan vi heldigvis se frem til, at de 16 bedste hold i Europa til december indtager gulvet i arenaerne i Herning og Kolding, siger han.

Hos DHF er formand Per Bertelsen lettet over at kunne give hele sporten en tiltrængt hjælpende hånd i en svær tid.

- Det er enormt vigtigt både økonomisk og sportsligt for håndbolden, lyder det fra DHF-formanden til forbundets hjemmeside.

- Derfor er vi bare så glade for, at vi i Danmark, i den tid vi lever i, kan løse den her situation på forsvarlig vis og med alle de forbehold, det kræves i forhold til coronaen.

Med hele slutrunden samlet i Danmark betyder det, at to af grupperne afvikles i Herning - blandt andet Danmarks, mens de to andre spilles i Kolding.

Herning og Kolding er værter for hver en mellemrunde efterfølgende, mens finaleweekenden afvikles i Herning.

Sådan kom EM til Danmark

  1. 2020

    1. Norge dropper værtsbyer

      I september droppede de norske arrangører planerne om at fordele den norske del af EM på tre værtsbyer. I stedet blev alle kampene placeret i Trondheim for at undgå unødig rejseaktivitet.

    2. Smittet spiller sender holdet ud

      De forskellige coronaregler i de to værtslande ville få direkte indflydelse på afviklingen af turneringen. Hvis en spiller blev smittet under EM i Norge, ville hele holdet blive smidt ud af turneringen. Det samme ville holdets seneste modstander. I Danmark er det kun den smittede spiller selv, der skal i karantæne.

    3. Norge nærmer sig EM-farvel

      Præsidenten for Norges Håndboldforbund, Kåre Geir Lio, sagde i oktober, at nordmændene kunne blive tvunget til at opgive værtskabet, hvis ikke myndighederne ville lempe kravene.

    4. Fælles reglement for værtslande

      Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) slog samtidig fast, at man arbejdede på et fælles reglement for de to værtslande under EM. Men de norske myndigheder har ikke været villige til at fire på sine krav.

    5. Norge trækker sig

      Mindre end tre uger før EM-starten trækker Norge sig endegyldigt som medvært for slutrunden.

    6. Kolding melder sig

      Samme dag lød meldingen fra Kolding, at man godt kunne huse den del af EM, som skulle være afviklet i Norge, men DHF tøvede i første omgang med at give endeligt tilsagn.

    7. Godkendelse venter på sig

      Dagen efter udtrykte både Socialdemokratiet og Venstre opbakning til et EM på dansk grund. Men regeringens godkendelse lod vente på sig.

    8. Stadig intet nyt fra regeringen

      Få dage senere sagde DHF-formand Per Bertelsen, at man havde håbet på svar fra regeringen om formiddagen, men at man endnu ikke havde hørt noget. På det tidspunkt var der to uger til EM-åbningskampen.

    9. Overvejer at give op

      Lørdag sagde Per Bertelsen, at man overvejede at smide håndklædet i ringen og meddele EHF, at man ikke kunne afholde EM i Danmark. Kulturminister Joy Mogensen sagde, at man i regeringen fortsat gjorde alt for at finde en løsning, så der kunne afholdes EM i Danmark. Oppositionspartierne sagde til DR, at regeringen blev nødt til at give DHF et svar meget hurtigt.

    10. DHF holder bestyrelsesmøde

      Søndag holdt DHF bestyrelsesmøde for at afklare, om man skulle trække sig som EM-vært. Man besluttede at arbejde videre med at planlægge EM og håbe på grønt lys snarest. Team Danmark, Danmarks Idrætsforbund og Sport Event Denmark lagde alle pres på regeringen for at godkende arrangementet.

    11. EM i Danmark godkendes

      Kulturminister Joy Mogensen bekræfter, at hele EM-slutrunden kan spilles på dansk grund. Dansk Håndbold Forbund oplyser, at Herning og Kolding bliver værtsbyer.

Af: Ritzau