Mikkel Hansen: Det var nu eller aldrig
Håndboldstjernen kunne ikke vente længere med at komme hjem, hvis han skal spille på højeste niveau i Aalborg.
For Mikkel Hansen var det ikke på tale at tage endnu en kontraktperiode i en udenlandsk klub, inden han vender hjem til dansk håndbold.
Torsdag blev han præsenteret som ny spiller i Aalborg Håndbold fra sommeren 2022. Til den tid vil han være på vej mod 35 år, og derfor var det noget nær sidste chance, mener han.
- Det skulle nok være i 2022 eller aldrig. Der ville det nok være sidste udkald at kunne komme hjem og levere på et niveau, hvor jeg kunne se mig selv i spejlet. Jeg tror helt sikkert, at jeg stadig kan spille på et højt niveau og bidrage til, at Aalborg forhåbentligt kan levere på et endnu højere niveau internationalt, siger Mikkel Hansen til TV 2 SPORT.
Vil ikke ud af kontrakt før tid
Hansen fortæller, at det opsigtsvækkende klubskifte også handler om at få familielivet til at gå op. Han og hustruen venter parrets andet barn til maj.
Landsholdsstjernen har spillet i Paris Saint-Germain siden 2012 og har kontrakt med den franske hovedstadsklub frem til næste sommer. Han har ikke forsøgt at komme ud af aftalen før tid.
Bent Nyegaard, håndboldekspert på TV 2 SPORT, vurderede også kort efter skiftet, at familien var udslagsgivende for Hansens beslutning.
- Han har nok haft et ønske om at vende hjem til sin familie og passe godt på dem og ellers afslutte en forrygende håndboldkarriere. Men Mikkel Hansen er stadig gennemsyret af en ambition om at vinde, og derfor er valget af Aalborg meget naturligt.
- I de sidste mange år har klubben leveret gode resultater mod de store, og det passer godt til Mikkel Hansen. For han vil stadigvæk spille på allerhøjeste niveau, siger han.