Håndbold

12 dage i isolation - vaccine til OL-atleter giver ro, siger Øris

Håndboldlandsholdets Nikolaj Øris ser det som en stor fordel for danskerne, at de bliver vaccineret inden OL.

Danske atleter slipper for en ubehagelig stressfaktor ved OL med visheden om, at de er blevet vaccineret mod coronavirus inden afgang.

Det mener håndboldlandsholdets Nikolaj Øris Nielsen, der selv blev smittet i slutningen af marts og fortsat kæmper med eftervirkningerne.

- Det vil give en kæmpe ro, siger den 34-årige bagspiller.

Torsdag meddelte Den Internationale Olympiske Komité (IOC), at Pfizer/BioNTech sørger for coronavacciner til OL-deltagerne, og samme dag bekræftede den danske regering, at atleterne vil blive vaccineret før OL.

Øris var med, da håndboldlandsholdet i januar navigerede uden om virusset under strenge restriktioner og genvandt VM.

Undervejs nåede en positiv coronaprøve fra Emil Jakobsen dog at skabe kaos, og både han og værelseskammeraten Morten Olsen blev isoleret.

Faren vil hænge over én under OL

Begge vendte dog tilbage til turneringen, da ingen af dem var smittet.

- Nu kan jeg kun snakke ud fra den seneste VM-slutrunde i Egypten, hvor man hver dag gik og var nervøs for sit testsvar. Om man var ude af turneringen eller ej.

- Det ville være en fare, der ville hænge over én gennem hele de olympiske lege. Det er dejligt, hvis risikoen kan blive minimeret, siger håndboldspilleren, der endnu ikke ved, om han bliver udtaget til legene.

Selv om Øris' sygdomsforløb ligger flere uger tilbage, forsøger han stadig at komme tilbage i fulde omdrejninger for Bjerringbro-Silkeborg.

- Hvis jeg skal sammenligne det med en influenza, er det det værste, jeg har oplevet. Jeg havde rigtig høj feber og havde det skidt.

- Jeg lå 12 dage isoleret i et soveværelse og havde det rigtig skidt. Jeg lavede absolut ingenting, så det er både muskelmasse og konditionen, der er svær at få banket tilbage lynhurtigt.

- Selv om det nu er nogle uger siden, synes jeg stadig, at jeg lige mangler det sidste. Det vil være en kæmpe bet - specielt for udøvere i andre idrætsgrene, hvor konditionen er altafgørende, siger han.

Danmarks håndboldherrer er forsvarende mestre ved OL, der begynder 23. juli.