Håndbold

Danmark tester OL-form mod VM-finalist

Danmarks håndboldlandshold varmer op til OL-forsvar med en hjemmekamp mod Sverige.

Danmarks håndboldlandshold for herrer slog Sverige i dette års VM-finale og skal også møde naboholdet ved sommerens OL, men inden man når så langt, møder Danmark også Sverige i en testkamp.

Som et led i forberedelserne til OL i Tokyo møder Nikolaj Jacobsens tropper Sverige den 12. juli i Royal Stage i Hillerød, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF).

Håndboldherrerne møder ind i Helsingør den 5. juli til træningssamling, hvor ugen afsluttes med en gentagelse af VM-finalen i Kairo tilbage i januar.

Nikolaj Jacobsen mener, at det er en super test for Danmark op til OL.

- Vi kommer til at møde et godt hold med nogle dygtige spillere. På tidspunktet for kampen har vi været samlet i en uge, og derfor er der helt sikkert nogle ting, vi gerne vil prøve af både angrebsmæssigt og defensivt.

- Vi skal selvfølgelig heller ikke vise for meget, da Sverige også er en kommende OL-modstander. Under alle omstændigheder glæder vi os over den her mulighed for en landskamp på hjemmebane, siger Nikolaj Jacobsen.

Danmark stiller op som forsvarende OL-vinder i Tokyo efter triumfen i Rio i 2016.

Ud over Sverige er Danmark ved OL i Tokyo i gruppe med Portugal, Japan, Egypten og Bahrain.

Håndboldturneringen ved OL afvikles fra 24. juli til 8. august.