Håndbold

Skjern fortsætter ubesejret sæsonstart

Fredericia blev sat på plads af Skjern, da de to hold fredag aften tørnede sammen i Herre Håndbold Ligaen.

Både Fredericia og Skjern var ubesejret, inden de to hold mødtes fredag aften i herrernes håndboldliga.

Men sådan forholder det sig ikke længere. Nu er det kun Skjern, der kan bryste sig af at have maksimumpoint.

Det står klart, efter at Skjern vandt 27-20 over Fredericia.

Dermed er der nu tre ubesejrede hold i Herre Håndbold Ligaen. Hverken GOG eller Skanderborg Aarhus har tabt. Sidstnævnte tog fredag sin anden sejr ud af to ved at slå Sønderjyske 25-24 på et mål af Thomas Arnoldsen med cirka 15 sekunder tilbage.

Skjern tog hurtigt teten mod Fredericia og byggede i første halvleg langsomt en føring op, der toppede ved pausen, hvor der stod 13-8.

Fredericia bed lidt fra sig umiddelbart efter pausen, men cirka midtvejs satte Skjern tingene på plads, da udeholdet gik fra 17-14 til 21-14.

Det tog pusten fra Fredericia, der måtte give fortabt.