Vild slutspurt sikrer Esbjerg CL-sejr

Team Esbjerg var bagud 18-21 mod CSM Bucuresti, men endte med at vinde på et sejrsmål syv sekunder før tid.

En scoring syv sekunder før tid af Marit Røsberg Jacobsen betyder, at Team Esbjerg har fået en kanonstart på kvindernes Champions League i håndbold.

Efter en forrygende første halvleg mod rumænske CSM Bucuresti var esbjergenserne ellers gået i stå efter pausen. Men på en heftig slutspurt fik vestjyderne alligevel bjærget en sejr på 22-21 i land.

Fire minutter før tid var rumænerne foran med 21-18, men så fik det esbjergensiske forsvar lukket af. Og til allersidst kunne Røsberg Jacobsen altså skabe ekstase i Blue Water Dokken i Esbjerg.

At det overhovedet skulle blive spændende, var der ikke så meget, der tydede på før pausen, hvor Team Esbjerg havde kontrol over det rumænske storhold og stjernespilleren Cristina Neagu.

Kanonskytten er fire gange blevet kåret til verdens bedste spiller, men hun var langt fra sit topniveau i første halvleg, som Team Esbjerg vandt med 13-10.

Billedet ændrede sig efter pausen

Billedet ændrede sig dog fra anden halvlegs start. De rumænske gæster fik bedre fat i forsvarsspillet og kom på den måde til nogle lette scoringer i den anden ende.

Og da Neagu så småt begyndte at vågne, gjorde hendes hold det samme. Stjernens første scoring betød, at CSM Bucuresti kom i front for første gang i kampen ved 15-14.

Esbjerg-træner Jesper Jensen var stærkt utilfreds med sit holds udtryk i den periode og forsøgte at piske mere energi ind i spillerne.

- Nu handler det ikke om taktik, nu handler det om hjerte, brølede Jensen i den efterfølgende timeout.

Opsangen hjalp. Sanna Solberg afsluttede en syv minutter lang esbjergensisk måltørke. Og kort efter sørgede den norske fløjspiller også for, at Team Esbjerg var tilbage i front med 16-15.

Men esbjergenserne havde stadig voldsomt svært ved at få scoret. To minutter før tid var holdet bagud 19-21. Men Henny Reistad og Marit Røsborg Jacobsen sørgede med to hurtige træffere for udligning.

Dinah Eckerle reddede en presset afslutning fra Neagu, sĂĄ Team Esbjerg havde bolden med 30 sekunder tilbage.

Holdet satte et sidste, perfekt angreb op, så Marit Røsborg Jacobsen kom fri på fløjen og kunne sikre sit hold to point til Champions League-regnskabet.