Håndbold

Skanderborg Aarhus snupper tredje sejr i træk

Skanderborg Aarhus Håndbold er kommet godt i gang med denne sæson, hvor det er blevet til tre sejre i træk.

Skanderborg Aarhus Håndbold klarer sig godt i denne sæson, hvor holdet har taget tre sejre ud af tre mulige.

Den tredje sejr for fusionsklubben kom mandag aften, da Lemvig-Thyborøn blev slået med 31-24 på udebane.

Lige fra start drønede gæsterne afsted og kom foran 8-2 og lidt senere 11-4.

Lemvig-Thyborøn fik reduceret en smule inden pausen, så værterne kun var bagud 11-16 midtvejs.

I anden halvleg oparbejdede Skanderborg Aarhus igen et stort spring, som var helt oppe på 25-16 og 26-17, inden vestjyderne svarede igen.

I en hektisk fase ti minutter før tid blev Skanderborg Aarhus ramt af et rødt kort til Morten Hempel Jensen samt to udvisninger og blev derfor nødt til at spille tre mod seks i marken.

Det udnyttede Lemvig-Thyborøn til et par scoringer, men hjemmeholdet kom dog ikke tættere på end 20-26, blandt andet fordi at flere store chancer blev brændt.

'Vi fik en frygtelig start'

Det endte med et nederlag på syv mål, og det ærgrede Lemvig-Thyborøns Nicolai Pugholm Hvid.

- Vi fik ikke slået profit af vores overtalsperioder. Vi havde flere perioder, hvor vi godt kunne være kommet tilbage. Men det var symptomatisk for os.

- Vi fik også en frygtelig start og hang efter i resten af kampen. Vi mødte bare et bedre hold, siger Nicolai Pugholm Hvid til TV 2 SPORT.

Ud over Skanderborg Aarhus har Aalborg, GOG, Skjern og Fredericia seks point i toppen af rækken. Aalborg, Skjern og Fredericia har dog spillet fire kampe - en mere end de øvrige tophold.

Lemvig-Thyborøn har i bundstriden kun to point efter fire kampe.