Møllgaard er overrasket over Aalborgs overlegne CL-start
Aalborg Håndbold har indledt Champions League med storsejre. De skal bruges som afsæt til ny succes.
Sejr på ti mål ude mod Zagreb og onsdag aften 36-28 over Montpellier. Aalborg Håndbold har fået en forrygende start på gruppespillet i Champions League i sæsonen efter den sensationelle finaleplads.
De store sejre er kommet bag på den rutinerede landsholdsspiller Henrik Møllgaard.
- Med vores resultater i de seneste sæsoner og særligt finalepladsen i sidste sæson, er tiden, hvor vi kan gemme os lidt og komme fra baghjul, ovre. Derfor er jeg overrasket over, at vi er kommet så overlegent fra land.
- Vi har haft en kort opstart sammen og har brugt tid på at lære hinanden at kende, så vi kunne ikke have drømt om en bedre start, siger Henrik Møllgaard.
Aalborg indledte den hjemlige sæson med et nederlag til Sønderjyske, men siden er det blevet til tre sejre, så holdet også tilhører toppen i Herre Håndbold Ligaen efter fem sejre på stribe på tværs af turneringerne.
- Nu er vi røget ind i den vante gænge med to kampe om ugen, hvor det bare ruller. Det passer os godt, selv om det er hårdt, og det giver 75-80 kampe om året, for vi vil rigtigt gerne mange ting i alle turneringer, siger Møllgaard.
Det store mål et Final 4 igen
Men hvad er egentlig ambitionen i Champions League, når man netop er nået helt frem til finalen i turneringen?
- Det helt store mål er et nyt Final 4, men vi ved, hvor svært det er. Vi håber, at vi denne gang sammen med vores tilskuere igen kan nå langt, selv om det bliver svært at gentage.
- Vi overraskede sidste år og lavede et eventyr, men vi vil arbejde hårdt på, at den slags ikke er et eventyr, men noget man kan forvente sig af danske hold engang imellem, lyder det fra Møllgaard.
Aalborg-træner Stefan Madsen mener, at hans spillere har taget selvtilliden fra sidste sæsons Champions League med til den nye sæson.
- Vi har taget gode minder med fra sidste sæson, men vi kan ikke leve på fortiden. Vi skal præstere hver gang. Vi vil spille en rolle i Champions League, og det har vi vist, at vi er klar til.
- Jeg vil sige det sådan, at hvis folk inden turneringen havde sagt, at vi ville vinde de to første kampe så klart, havde jeg gerne købt den. Jeg er meget glad for vores præstationer, understreger Stefan Madsen.
Næste opgave i turneringen er udekampen mod Vardar på onsdag.