VM håndbold

- Det gjorde ondt, siger Reinhardt

Althea Reinhardt forstår ikke, hvorfor fransk spiller ustraffet kunne hamre bolden i hendes ansigt.

Det så dramatisk ud, da Althea Reinhardt blot tre minutter inde i VM-semifinalen mod Frankrig måtte tage tælling efter at have fået bolden direkte i ansigtet.

Franskmanden Alicia Toublanc hoppede ind fra højre fløj og ramte Reinhardt i hovedet, så den danske keeper måtte sunde sig nogle minutter på bænken.

Reinhardt er noget overrasket over, at dommerne ikke straffede den franske spiller for ansigtstræfferen.

- Det er frustrerende. Det var en helt åben chance og helt frit skud, men jeg er sikker på, at hun ikke gjorde det med vilje, siger Althea Reinhardt.

Efter uheldet blev hun tjekket for tegn på hjernerystelse, men var kort efter i stand til at spille videre.

- Det gjorde ondt. Men vi har en superprofessionel fysioterapeut, der stillede alle de spørgsmål, han skal stille. Og jeg kan desværre godt huske, hvad kampen endte, siger Reinhardt.

"Vidste godt, det ville blive tæt"

Danmark tabte 22-23, selv om holdet en overgang var foran med fire scoringer og 12 minutter før tid førte med 20-17.

- Vi har set før, at Frankrig er i stand til at komme tilbage. Og vi vidste godt, at det ville blive tæt til sidst. De udstråler stor rutine på banen, og da de kom bagud, var der ingen panik, siger hun.

Målvogterkollega Sandra Toft kom på banen i slutfasen og leverede fire store redninger. Men det var altså akkurat ikke nok til at bjærge sejren i land.

- Jeg står tilbage med en blanding af frustration, vrede, skuffelse og en lille smule chok over, at vi kunne sætte det her over styr.

- Det angrebsspil, der har flydt så flot i hele turneringen, blev en smule hakkende. Og så faldt alle marginaler ud til fransk fordel til sidst, konstaterer Sandra Toft.