Alle i EM-lejren er igen testet negativ

På nær Jannick Green er alle blevet testet negative for coronavirus i den danske landsholdslejr.

For anden dag i træk kan det danske herrelandshold i håndbold ånde lettet op.

Svarene på onsdagens coronaprøver er tikket ind, og igen er alle i spillertruppen og staben blevet testet negativ med undtagelse af målmand Jannick Green.

Han afleverede en positiv coronatest mandag og har siden været isoleret fra sine holdkammerater. Landsholdet er samlet på et hotel i København forud for EM-slutrunden.

Green havde tilbragt tid med holdkammeraterne, før svaret på den positive prøve kom.

Derfor har spørgsmålet været, om smitten havde nået at brede sig, men indtil videre er der altså ikke noget, der tyder på det.

En positiv coronaprøve betyder nemlig, at en spiller skal vente mindst 14 dage med at træde ind i turneringen. Flere andre landshold har været ramt af større udbrud op til EM.

Niklas Landin fortalte på tirsdagens mediedag, at han havde været tæt på Jannick Green. Det var dog ikke noget, der fik ham til at være nervøs, forklarede han.

- Nej, overhovedet ikke. Jeg skænker det ikke super mange tanker. Jeg er glad, så længe den er negativ. Hvis den en dag er positiv, må man tage den derfra. Efter to års tid med corona i Bundesligaen, tager jeg det lidt, som det kommer, sagde han.

Danmark spiller sin første kamp ved EM 13. januar mod Montenegro. De øvrige modstandere i det indledende gruppespil er Slovenien og Nordmakedonien.

Torsdag og lørdag i denne uge venter træningskampe mod Norge.