EM håndbold

Nyt slutrundeansigt er velkendt for landsholdets klipper

René Antonsen er ny i landsholdssammenhæng, men flere af spillerne kender ham fra tiden i Aalborg.

Der er ikke tale om en satsning eller et eksperiment, hvis Aalborg Håndbolds René Antonsen bliver sendt ind i forsvaret under det forestående EM.

Selv om han får slutrundedebut i en alder af 29 år, er han vant til at stå ved siden af flere af landsholdskollegerne.

Til daglig spiller han på hold med landsholdsveteranen Henrik Møllgaard, og tidligere har han også delt omklædningsrum med Simon Hald og Magnus Saugstrup, som begge har en fortid i Aalborg.

- Det betyder sindssygt meget, og det er helt klart også noget, Nikolaj (Jacobsen, landstræner, red.) har haft med i sine overvejelser, da han skulle finde ud af, hvem der skulle med.

- Jeg kender Simon, Magnus og Henrik rigtig godt, og det er nogle af dem, jeg er tættest med, når vi står inde på banen. Det giver et andet bånd og en anden tryghed. Derfor føler jeg også, det er forholdsvis nemt at falde ind, siger han.

Han mener, at modstanderne bør frygte at rende ind i det nordjyske bolværk.

- Jeg tror også især, man frygter det, når der står så gode keepere inde bagved, som der gør. Det er en dejlig sikkerhed at have som forsvarsspiller, at man ved, der står to af verdens bedste målmænd bagved.

- Som angrebsspiller ved jeg selv, at det giver noget usikkerhed, siger han.

Stor ro på holdet trods stort pres udefra

Danmark er bookmakernes klare favorit til at vinde europamesterskabet for første gang siden 2012.

De seneste tre år har da også været spækket med succes. I den periode har danskerne vundet OL-sølv og to gange VM-guld. Det kan mærkes, mener Antonsen.

- Der er en ro, som jeg egentlig også er vant til, vi har i Aalborg. Der er det også gået fornuftigt med titler.

- Alle tror på det, Nikolaj lægger foran os. Jeg føler, at folk byder godt ind og bidrager med det, de kan. Det vil jeg også prøve at gøre, siger han.

29-årige René Antonsen fik sin landsholdsdebut i juni 2019. Torsdag kan han få sin slutrundedebut i åbningskampen mod Montenegro i ungarske Debrecen.