EM håndbold

- En af mine største sejre med Island, siger Gudmundsson

Island var ramt af otte coronatilfælde, men formåede alligevel at slå de olympiske mestre ved EM.

Islands herrelandshold i håndbold leverede en gedigen overraskelse lørdag aften ved EM.

Til trods for at holdet de seneste dage er blevet ramt af otte coronatilfælde og har mistet adskillige nøglespillere, formåede islændingene at slå Frankrig overbevisende med 29-21.

For landstræner Gudmundur Gudmundsson rangerer det blandt de helt store triumfer.

- Det er en af mine største sejre med det islandske landshold. Det må jeg sige. En utrolig præstation i angrebet, forsvaret og målmandspræstationen var selvfølgelig verdensklasse, siger han efter sejren.

- Man må forstå, hvilke omstændigheder vi er landet i. Vi fik at vide i dag, at vi havde to smittetilfælde mere, og jeg var nødt til at ændre hele vores strategi.

- Når man slår de olympiske mestre på den måde, spiller man godt. Det må man bare sige, lyder det fra Gudmundsson.

Før kampen fik Island besked om, at Janus Smarason og Arnar Freyr Arnarsson var blevet testet positive.

I forvejen var profiler som Aron Palmarsson og Gisli Kristjansson ude, men resterne af det islandske hold fandt den fornødne mentale energi.

- Det har været meget, meget svært at sørge for, at holdet holdt fokus. Man skal ikke gå hen og sige: "Åh, stakkels os". Vi har hele tiden troet på os selv. Vi fortsætter, fortsætter og fortsætter. Det er islandsk mentalitet. Vi er stærke, hvad sådan noget angår.

Med til historien hører dog, at Frankrig også var ramt af corona. Landstræner Guillaume Gille og stjerneplaymaker Kentin Mahé var blevet testet positive op til kampen.

Island bragte sig med sejren op på siden af Frankrig med fire point i mellemrunden. Samme antal har Danmark før sin kamp mod Kroatien klokken 20.30.

Præstationen viser, at Island hører til på den helt store scene, mener Gudmundur Gudmundsson.

- Det var en kamp på meget højt niveau. Den her trup har jeg været i gang med at bygge op siden 2018, så det har været en proces. Jeg synes, vi har alle muligheder i verden. Vi håber nu, vi ikke får flere smittetilfælde, siger han.

Island møder Kroatien i næste kamp.