EM håndbold

Spaniens landstræner med stor ros til Jacobsen

Mange af de spillere, der var med til at vinde EM for to år siden for Spanien, er ikke længere på holdet.

Når de bedste håndboldlandshold har kæmpet om medaljer ved slutrunderne det seneste årti, har der stort set været garanti for en spansk topplacering.

De seneste to udgaver af EM er endt med Spanien som vinder, og også ved VM og OL har spanierne ofte været blandt de bedste.

Men flere af profilerne fra den epoke er væk, og landstræner Jordi Ribera er ved at gennemføre et generationsskifte.

Ved det igangværende EM har mange nye spillere hjulpet med at spille holdet frem til fredagens semifinale mod Danmark.

- Med det her generationsskifte er det ekstra vigtigt at være blandt de sidste fire hold igen, siger Ribera på et pressemøde torsdag.

Da EM begyndte, var kun ni af spillerne fra guldholdet i 2020 på holdet.

Rutinerede landsholdsspillere som Raul Entrerrios og Viran Morros er væk, men til gengæld har flere af de yngre spillere fået mere fremtrædende roller.

Danmark og Spanien mødte hinanden i to semifinaler i 2021. Begge endte med dansk sejr, men de opgør kan ikke sammenlignes med fredagens, forklarer Jordi Ribera, mens han roser sin danske trænerkollega Nikolaj Jacobsen.

- Nikolaj er en fremragende træner. Vi har begge trænet stærke hold, hvilket har været en fordel. Det hold, han har opbygget de seneste år, er svært at slå. Vi har gennemgået et generationsskifte den seneste tid, så det er under lidt andre omstændigheder, vi mødes nu, siger han.

En af de mest erfarne i dag er 37-årige Gedeón Guardiola. Han ser ikke de to EM-titler ved de seneste mesterskaber som pejlemærke for udfaldet af semifinalen mod Danmark.

- Vi vandt heldigvis de to seneste finaler, men nu har vi fået et nyt hold med nye spillere, og vi har også et andet system. Vi står over for et godt dansk hold, så vi må se, hvilken vej det går, siger han.

Spanien er blot det andet hold, der har vundet EM to gange i træk. Tager spanierne også en tredje titel i år, tangeres den svenske rekord fra perioden 1998-2022.