Danmark klaskede grove tyskere
I en hårdtspillet VM-kamp i mellemrun-den fik Danmark efter straffeslag bugt med det hårdtspillende tyske landshold og sikrede sejren på 4-3.
Tyskernes fysik gav ellers danskerne problemer fra start, men den hårde stil endte faktisk med at blive vendt til en rød-hvid fordel.
Efter otte minutters spil blev Tysklands Philip Gogulla nemlig ramt af en udvisning og 17 sekunder senere sendte Mads Bødker pucken i mål til 1-0.
Hurtig udligning
Føringen holdt dog kun i to minutter før John Tripp i et kontraangreb hamrede udligningen ind til højre for Danmarks keeper Frederik Andersen. 1-1 holdt frem til pausen, men danskerne forlod isen med en god fornemmelse.
Den fornemmelse blev kun bedre i løbet af en anden periode, som danskerne dominerede. Mikkel Bødker bragte de rød-hvide foran 2-1 med et fremragende solo-mål, men danskerne indkasserede en hurtig udligning ved Alexander Barta.
I de efterfølgende minutter dansede pucken til gengæld om det tyske mål, og Kasper Jensen ramte stolpen før den danske rytme blev brudt af to hurtige udvisninger. Først røg Stefan Lassen i straffeboksen, og kort efter fik han selskab af Nichlas Hardt.
HÃ¥bet levede
Hårdt dansk arbejde stressede dog tyskerne, og danskerne kæmpede sig ud af den farlige situation med 2-2-stillingen intakt.
Tredje periode startede til gengæld bedst for tyskerne. Der var kun spillet halvandet minut, da Kevin Lavallee sendte et slagskud ind bag Andersen, og bragte Tyskland på 3-2.
Det lignede derfor længe en tysk sejr, men mod slutningen af perioden fik Danmark udbytte af holdets hårde arbejde. Morten Green fandt med en fremragende pasning Nichlas Hardt, og kun tre minutter før tid udlignede den giftige dansker til 3-3 mellem benene på Dennis Endras.
Flot afslutning
I "over time" var danskerne bedst, og pressede hårdt i de sidste minutter, men Tyskland sled sig videre til straffeslag.
Her var danskerne også bedst. Mads Christensen og Mikkel Bødker scorede flot, mens Frederik Andersen reddede holdet i den anden ende.
Trods sejren kan Danmark ikke længere nå kvartfinalen ved VM. Danskerne spiller i stedet for plads nummer 12 på verdensranglisten, som kan hjælpe holdet i bestræbelserne på at nå vinter-OL i 2014 som afholdes i russiske Sotji