Landstræner forfølger VM-chance

Chancen for en dansk kvartfinale ved ishockey-VM i Slovakiet er lille, men den er til stede. Og så længe den er det, vil landstræner Per Bäckman forfølge den.

Derfor stiller han også op til eftermiddagens opgør mod Tyskland med Frederik Andersen i målet, selv om frederikshavneren har stået de to seneste kampe.

"Vi stiller med bedste hold, så længe muligheden for at gå videre er der. Det er jo VM," siger Bäckman.

Skal tolerere smerte

Han tror på en fysisk hård kamp mod de tunge tyskere, men forventer alligevel, at hans spillere går fuldt ind i tacklingerne.

"De bliver nødt til at tåle smerte og tage imod. Det lærte vi allerede sidste år," siger Bäckman med henvisning til 1-3-nederlaget til tyskerne ved det seneste VM.

Morten Green er i øvrigt med igen efter at have siddet over mod russerne med en øm skulder.

Skal Danmark videre, kræver det ikke kun sejr over Tyskland i dag og over Slovakiet mandag.

Danskerne skal også håbe på hjælp fra Slovakiet, der skal besejre Finland i ordinære tid i aften, ligesom finnerne heller ikke må få point mod Rusland i sin sidste kamp.