Ishockey

Svinestreg giver lang karantæne

SønderjyskE kommer til at undvære Warren Peters i hele finaleserien mod Esbjerg i kampen om DM-guldet i ishockey.

Den 32-årige canadier lavede en brutal tackling på Esbjergs Lasse Bang i den første af seriens potentielt syv kampe, og i dag kom straffen fra Disciplinærudvalget.

Straffen lyder på seks kampes karantæne, og dermed kommer Peters ikke i kamp mere for SønderjyskE.

Warren Peters skøjtede med skulderen ind i Lasse Bang, der blev ramt hårdt i hovedet og faldt blødende om på isen.

Tacklingen gav i første omgang matchstraf og efterfølgende automatisk en spilledags karantæne, så Peters heller ikke var med i kamp nummer to.

SønderjyskE har vundet begge seriens to første kampe og fører dermed 2-0 inden tredje kamp, der spilles i morgen aften i Vojens og er meldt udsolgt.

SønderjyskE undlader overfor TV 2 SPORT at kommentere, om de synes karantæne-længden er passende:

- Vores mening holder vi helt internt. Al vores fokus er på det, vi kan gøre noget ved, og det er vores præstation på isen, siger SønderjyskE's sportschef, Søren Stockfisch.

Med karantænen er Warren Peters ude resten af finaleserien. Hvor stor betydning får det?

- I kamp to viste vi, at vi kan klare os uden ham. Det er det, vi skal tage med os til kamp tre. Kunsten i finale-serien er kun at have fokus på den næste kamp, siger Søren Stockfisch.

Fra Esbjerg-lejren lyder det således:

- Det var en hård tackling. Det har disciplinærudvalget så kigget på og vurderet, at den skal give seks spilledages karantæne. Det er selvfølgelig med til at understrege, at den slags ikke hører til i ishockey, siger formand Christian Rølmer.

Tacklingen kan ses i tv-klippet over artiklen. Hele Disciplinærudvalgets dom kan læses her:

Udvalget har gennemset de indsendte videoklip.

På de to videoklip ses Esbjerg Energy spiller Lasse Bang (LB) få puck-kontrol ca. to meter fra blå linje i SønderjyskE's forsvarszone, hvorefter han skærer ind mod toppen af face-off-cirklen på vej mod SønderjyskE's mål. Warren Peters (WP) kommer skøjtende fra ca. midt på blå linje, sætter fart med to-tre hurtige skøjtetag og udfører en tackling på LB ca. en meter fra toppen af face-off cirklen. Den idømmende dommer (ID) står placeret på mållinen med en god synsvinkel til tacklingen og reagerer prompte på denne.

Et enigt udvalg udtaler herefter: På baggrund af de indsendte videoklip, samt ID's indberetning af den idømte matchstraf, er det udvalgets opfattelse, at det primære kontaktpunkt i WP's tackling er WP's tackling til LBs hoved. Endvidere, at WP tackler LB i en såkaldt ”blind-side"-tackling, som ikke levner LB nogen chance for at forsvare sig selv.

Selvom LB må forvente, at modspillere vil tackle en angribende spiller med pucken på toppen af face-off cirklen og - som anført i SE's partindlæg - også har ansvaret for at orientere sig, så skal ingen spiller forvente at blive tackle i hovedet.

Med sin tackling overtræder WP bestemmelsen i regel 124, iii og tilsidesætter hensynet til sin modspillers sikkerhed.

I strafudmålingen har udvalget fundet mange lighedspunkter med udvalgets afgørelse 004-2013/14 hvor en spiller (Jason Walters, red.) tacklende en modspiller i hoved/hals regionen i en såkaldt ”blind-side"-tackling. I afgørelsen blev spilleren idømt i alt seks kampes karantæne.

• Tacklingens primære kontaktpunkt er hovedregionen på LB • Tacklingen sættes ind ”blind-side”, dvs. LB havde ikke mulighed for at forsvare sig mod tacklingen • Selvom det givetvis ikke var WP's forsæt, at skade sin modspiller, så havde han tid til at undgå tacklingen og tilsidesatte hensynet til LB's sikkerhed da han valgte at gennemføre den • Tacklinger mod hoved- og hals region er særdeles farlige

Minimums-straffen for matchstraffe idømt efter regel 124 er sat til tre kampes karantæne. De skærpende omstændigheder ved, at tacklingen er blind-side, gør, at udvalget - efter den fastslåede praksis i afgørelse 004-2013/14 - har besluttet at tildele WP yderligere tre spilledages karantæne.

Samlet set idømmes WP derfor seks spilledages karantæne.

Kampe hvor spilleren er spærret: Metal Ligaen, F2 Esbjerg Energy vs. SønderjyskE Metal Ligaen, F3 SønderjyskE vs. Esbjerg Energy Metal Ligaen, F4 Esbjerg Energy vs. SønderjyskE Metal Ligaen, F5* SønderjyskE vs. Esbjerg Energy Metal Ligaen, F6* Esbjerg Energy vs. SønderjyskE Metal Ligaen, F7* SønderjyskE vs. Esbjerg Energy

* skulle disse kampe ikke blive spillet, så effektures karantænen for disse kampe i turneringskampe i sæsonen 2015/16.