Ishockey

Baghjul til NHL-stjernerne: Ekspert kårer dansker til verdens hurtigste

Øverst kan du se Nikolaj Ehlers i aktion for det danske U-landshold.

Han er kun 19 år gammel, men danske Nikolaj Ehlers har i den grad slået dit navn fast i den amerikanske ishockey-liga NHL, siden han i efteråret fik debut på Winnipeg Jets. 

Ud over at have fået sit navn på måltavlen fire gange, er han også blevet kendt som en ualmindelig god skøjteløber. 

Verdens hurtigste, faktisk. 

I hvert fald hvis man skal tro Matt Larkin, redaktør på det amerikanske hockeymagasin, Hockey News. Han storroser nemlig den unge dansker for hans tempo på isen.

- Han kan meget nemt være den hurtigste spiller i ishockey lige nu, skriver han blandt andet.

- Han er så blændende hurtig, så selv når han tøver og venter på en aflevering, virker det som om, han suser forbi de andre.

Den amerikanske redaktør er ikke den eneste, der er imponeret over danske Ehlers. TV 2 SPORT's ishockeykommentator Jimmey Bøjgaard har også rost den 19-årige NHL-spiller til skyerne.

Han mener, lynhurtige Nikolaj Ehlers kan blive blandt de allerbedste. 

- Nikolaj Ehlers er en spiller, som har alle de redskaber, der skal til for at blive en spiller i særklasse. Her tænker jeg specielt på den fart, han har. Det kan lyde banalt, men han er en dygtig skøjteløber.

- Jeg har virkelig respekt for den fart, han har i forhold til de øvrige NHL-spillere, siger han.

Hovedpersonen er da også bevidst om, at han har en fordel i sit høje tempo på isen, og det er noget, han arbejder med hele tiden at forbedre. 

- Det er noget, jeg altid har haft. Jeg siger ikke, at jeg slet ikke har arbejdet overhovedet, for hvis jeg skal holde det oppe, er jeg nødt til at blive ved med at arbejde med det. Jeg har haft det, siden jeg startede med at spille hockey, men jeg arbejder hele tiden med det, siger Nikolaj Ehlers til Hockey News.

- Jeg har det ret godt, og jeg føler mig godt tilpas på isen. Jeg spiller med gode spillere, hvilket gør det lidt lettere for mig at føle mig godt tilpas. Jeg spiller meget, og det er dejligt at få chancen for at spille her, siger han.

Winnipeg Jets og Nikolaj Ehlers spillede tidligt onsdag morgen dansk tid mod Minnesota Wild. Det blev til et nederlag denne gang, idet Minnesota vandt 5-3.

Nikolaj Ehlers

  • Født: 14. februar 1996 - 19 år gammel
  • Højde: 182 cm.
  • Vægt: 80 kg.
  • Position: Venstre wing / højre wing
  • Klub: Winnipeg Jets