Ishockey

Kuldegysninger og stolthed: Sådan hylder VM-stjerne sin far

Både fædre og sønner jubler over ishockey-successen ved VM i Rusland

Når Danmark i aften møder Finland i kvartfinalen ved VM i ishockey, sidder en flok danske fædre og med stoltheden uden på de rødhvide klæder.

- Det er fantastisk. Det er helt vildt at se. Man får helt kyldegysninger, siger Kim Söderberg, tidligere ishockeyspiller og far til landsholdets nuværende målmand Sebastian Dahm, mens han genser afslutningen af Danmarks sejr over Letland.

Det er derfor, jeg til hverdag spiller med nummer 31, som er det omvendte af nummer 13

Sebastian Dahm, landsholdsmålmand for Danmark

- Man er superstolt og glad på hans vegne, siger han og tænker på sin søns karriere, som lige nu topper med den ene pragtpræstation efter den anden ved VM.

Og manden, der gør sin far så stolt og glad, Sebastian Dahm, som under VM har imponeret med håndfulde af flotte redninger for Danmark, fortæller fra den danske VM-lejr i Rusland, hvordan han hylder sin far, som har inspireret ham til karrieren på isen.

- I tykt og tyndt har han altid stået ved min side, og det er jo så også derfor, at jeg til hverdag spiller med nummer 31, som er det omvendte af nummer 13, som han havde dengang, siger han med et smil.

En anden af de danske spillere, som har spillet sig til en stor portion opmærksomhed, er Nicklas Jensen, som brillerede med den hysterisk flotte straffeslagsscoring i sejren over Letland. Også han kan takke sin far for, at han i dag skøjter rundt med vm-is under fødderne.

- Han er også grunden til, at jeg er nået så langt i min karriere og stadig forsøger at rykke mig frem i min karriere, siger den tidligere Herning-spiller om sin far Dan Jensen, som falder helt i tråd med Sebastian Dahms far:

- Det er rigtig fedt at følge dem, og specielt at de spiller så godt, siger han og forklarer, hvordan hans søn er vokset op med ishockey.

- Han har været herude i Herning, siden han var en baby og så mig spille, så han begyndte at have en hockeystav i hånden, lige da han kunne gå, siger Dan Jensen fra træningsbanen i Herning.

Begge fædre har selv spillet adskillige VM-slutrunder for Danmark, så de ved, hvad det handler om, når sønnerne i aften skal op mod Finland. Og selvom de blåhvide er en magtfaktor i hockey-sporten, så tror Kim Söderberg på, at sønnike Sebastian og resten af landsholdet kan skøjte sig til endnu en succes.

- Jeg tror, det bliver en lige kamp, og jeg tror, at vi måske kan vinde i overtiden eller på straffe igen, siger Kim Söderberg.

Du kan se Sebastian Dahm, Nicklas Jensen og resten af Danmarks ishockeylandshold spiller VM-kvartfinale mod Finland direkte på TV 2 SPORT i eftermiddag fra klokken 14.45.