Ishockey

Toptræners karriere var truet af hjernesygdom - nu vil han vinde DM

Efter 10 år med hjernesygdommen Parkinsons ved Rungsted-træneren, at karriere kan blive forkortet – så nu skal der vindes titler.

Björn Hellkvists trænerkarriere

2004-2006: Cheftræner for Jonstorps IF i 1. division

2006-2007: Assistenttræner for Jonstorps IF i 1. division 

2007-2008: Team Consultant Rögle BK J18 Elit

2008-2009: Assistenttræner for Rögle BK i den svenske hockeyliga, SHL 

2009-2010: Cheftræner for Rögle BK J20 i SuperElit

2010-2012: Cheftræner for Rögle BK i Allsvenskan

2012-2013: Ikke aktiv som træner

2013:2015: Assistenttræner for Malmö Redhawks i Allsvenskan

2015-2016: Cheftræner for Malmö Redhawks i Allsvenskan

2016-2017: Cheftræner for Rungsted Seier Capital i Metalligaen 

Når en grum skæbne rammer en sportsmand, bliver selve sporten ligegyldig.

Det skulle man i hvert fald tro.

Men for Björn Hellkvist, den svenske toptræner i Rungsted Seier Capital, betyder titlerne mere nu, end før. Før beskeden. Og lad os starte med den.

29 år gammel var han, Björn Hellkvist, da han som ung og fremadstormende ishockeytræner fik beskeden om, at hans hjerne var – og er - syg. At han er ramt af Parkinsons.

- Selvfølgelig var det et stort chok. Jeg havde det ikke særligt godt, det kan jeg sige. Jeg var klar til det store skridt og blive heltidsprofessionel ishockeytræner. Men så satte diagnosen en stopper for det. Det var hårdt, helt klart. Men der fandtes en anden vej, fortæller Björn Hellkvist.

I starten forsøgte Hellkvist at fortsætte med hjælp fra medicinen, men efter et par år, måtte han trække sig helt fra elite-hockey. Vejen tilbage blev en operation i hjernen for tre år siden. En operation, der udstyrede Hellkvist med to pacemakers og fire elektroder – og muligheden for et comeback til den store passion; professionel ishockey.

- Det har været en rigtig god drivkraft. Jeg har trænet mig selv og holdt min fysik god og presset mig selv over grænser. Uden hockey havde jeg måske ikke gjort det, siger Björn Hellkvist, bevidst om, hvad det har krævet at gøre comeback.

- Det vigtigste er, at har du en drivkraft og et ønske om at opnå noget, så skal du også arbejde for det. Sygdom er ikke en undskyldning for ikke at arbejde hårdt. Måske skal du endda arbejde hårdere, hvis du har en sygdom. Men så længe, du kan arbejde, hvorfor så ikke?

Nu gælder det titlerne

Comebacket lykkedes. Faktisk formåede Björn Hellkvist at etablere sig som træner i SHL, den bedste svenske række, der niveaumæssigt må betegnes som to-tre trin over den danske Metalliga.

Hvad er Parkinson?

Parkinsons sygdom er en kronisk lidelse, der langsomt tiltager. Man mister flere og flere af de nerveceller i hjernen, som indeholder signalstoffet dopamin, og man får symptomer på dopaminmangel.

Sygdommen forbindes ofte med bevægelsesproblemer, hvor patienterne har tendens til rysten og stivhed af musklerne. Dog kan patienter også døje med søvnforstyrrelser, kognitive symptomer, depression og mave- og tarmsymptomer.

Ikke desto mindre er han nu manden i spidsen for Rungsted.  Et attraktivt job for Hellkvist, der kan kombinere de familiemæssige hensyn i Ängelholm med en reel chance for det, han mangler.

Et mesterskab.

- Jeg er rigtig fornøjet med, at jeg kan coache et hockeyhold. Det er det, som er vigtigst for mig - lige nu. Og så vil jeg være med til vinde noget - for real nu. Og jeg synes, der er rigtig gode muligheder her.

Alle trænere vil vinde. Men Hellkvist vil vinde. Nu.

For selvom Parkinsons Syndrom i første omgang ikke har afholdt ham fra at blive træner igen, kan det afholde ham fra at træne ligeså længe som sine kolleger.

- Selvfølgelig er det vel sådan, at min tid som ishockeytræner måske ikke er ligeså lang som en ordinær ishockeytræner. Vigtigheden af at vinde er blevet større for mig, eftersom min tid kan kortes ned.  

- Derfor tog jeg til Danmark. Jeg vil spille med om et mesterskab.