Ishockey

Truende Rungsted-træner får hård straf for raseriudbrud

Rungsteds assistenttræner, Erik Hjalmarsson, får tre dages karantæne for at have kaste med en flaske, et whiteboard og for at have truet med en stav.

Bølgerne gik ekstra højt i fredagens ishockeykamp mellem Odense og Rungsted i den danske Metal Liga.

Så højt, at Rungsteds assistenttræner, Erik Hjalmarsson, undervejs kastede en vandflaske og et whiteboard efter Odense-spillerne, ligesom han truede med en ishockeystav, inden han blev bremset af en sikkerhedsvagt.

Den dramatiske episode kommer til at koste tre dage i skammekrogen for Hjalmarsson. Det har ishockeyunionens disciplinærudvalg bestemt søndag aften.

- Vi har før givet to dages karantæne, når folk er kørt lidt af sporet, men denne her er grovere, så vi var rimelig enige om, at han skulle have tre dage, siger formand for disciplinærudvalgetHenrik Klinkvort.

Søndag afsonede den iltre assistenttræner den første karantænedag i Rungsteds 3-1-sejr over Frederikshavn. I mens var disciplinærudvalget i gang med at samle informationer ind om sagen, som angiveligt skulle være fremprovokeret af Odense-spilleren Dale Mitchell.

- Det har taget lidt tid, for vi har prøvet at få samlet så meget materiale ind som muligt, som f.eks. hvad Dale Mitchell gjorde i situationen. Og så har vi ventet på dommerens indberetning, lyder det.

Rungsted har ifølge reglerne mulighed for at appellere afgørelsen, men det kommer ikke til at ske, fortæller Henrik Klinkvort.

- Vi har talt med Rungsted, og de accepterer straffen, siger han.

Der er foreløbig ikke truffet nogen afgørelse om, hvorvidt Dale Mitchell straffes i sagen.