Ishockey

Rungsted er pokalmester - men kaptajnen kom i uheldigt fokus

Rungsted vandt pokalfinalen med 3-0 over Aalborg, men kaptajnen Morten Green kom i uheldigt fokus efter hård tackling.

Det, der skulle have været en smuk historie om en flot første triumf i karrieren for den 35-årige landsholdsveteran Morten Green endte i stedet med store revner i fortællingen.

Godt nok kunne Green lade sig hylde som pokalvinder, efter Rungsted Seier Capitals 3-0-sejr over Aalborg Pirates, men det var en uheldig episode i begyndelsen af anden periode, som fik stor opmærksomhed i Saxo Bank Arena søndag aften.

1 minut og 28 sekunder inde i anden periode satte Green en voldsom tackling ind på Aalborg Pirates' Alexander Collberg, og det resulterede i en direkte udvisning af Green, der modtog en 'game misconduct' for 'checking to the head'.

Morten Green bliver udvist i pokalfinalen efter et hårdt sammenstød med en Aalborg spiller.

Collberg måtte efterfølgende opgive at spille finalen færdig, da han pådrog sig en hjernerystelse i sammenstødet, og Morten Green kan se frem til en karantæne på minimum fire dage for forseelsen.

Aalborgs Alexander Collberg ømmer sig på isen efter sammenstødet med Morten Green.

Episoden kunne dog ikke ændre på, at Rungsted Seier Capital løb med pokaltitlen, og sejren blev allerede grundlagt i finalens indledende tre minutter, hvor hjemmeholdet var hamrende effektive i to powerplays, som blev omsat til to scoringer af henholdsvis Alexander B. Jensen og Mike Daugulis.

Efter Rungsteds lynstart på kampen fik gæsterne fra Aalborg ellers bedre gang i skøjterne, og flere udvisninger til Rungsted gav aalborgenserne gode betingelser for at spille sig tilbage i opgøret i de powerplays, udvisningerne gav.

Piraterne formåede dog ikke at udnytte overtalssituationerne til at komme på tavlen i Saxo Bank Arena.

Finalen var præget af mange tunge tacklinger, udvisninger og ophedede dueller på isen i Hørsholm. Og det hårde spil kulminerede i begyndelsen af anden periode, hvor Morten Green altså endte med at blive smidt ud. 

Anden periode endte uden scoringer, og kampen skulle frem til de absolut sidste sekunder, før hornet i Saxo Bank Arena igen indikerede, at der var mål. Nikolaj Rosenthal var manden, der kunne sende aftenens sidste puck i et tomt Aalborg-mål.

Rungsted kan dermed kalde sig vindere af den 25. pokalfinale i dansk ishockeys historie, og den udviste Morten Green var med holdkammeraterne på isen for at lade sig hylde efter sejren.

Morten Green løfter pokalen med holdkammeraterne efter triumfen mod Aalborg. Titlen er Greens første i karrieren.