Esbjerg tager vigtig fjerdeplads - se alle målene fra isligaens sidste runde

Der var massiv spænding om anden- og fjerdepladsen, da sidste runde af Metal Ligaens grundspil blev afviklet. Se højdepunkter nederst i artiklen.

Aldrig havde top-8 i den danske ishockeyliga været tættere inden den sidste runde i grundserien, der blev spillet tirsdag aften med fem kampe på samme tid rundt om i landet.

Fokus var rettet mod andenpladsen, som Odense kunne sikre sig foran Frederikshavn med en sejr over Herlev i ordinær tid eller i overtid, og den vigtige fjerdeplads, som også ville give en hjemmebanefordel i den indledende fase af slutspillet.

Thomas Spelling (SønderjyskE) stod for aftenens første scoring og lagde dermed pres på Esbjerg, der hjemme tog imod Herning. I Rødovre ville Gentofte ikke stå tilbage for sønderjyderne, og også Odense kom på 1-0 i Herlev i løbet af de første 20 minutter.

Kim Lykkeskov og Thomas Spelling jubler efter 2-0-målet mod Rungsted.
Kim Lykkeskov og Thomas Spelling jubler efter 2-0-målet mod Rungsted. Foto: TV 2 SPORT

Med få minutter tilbage af første periode var Spelling igen på spil i Hørsholm. Forwarden fandt Kim Lykkeskov, der gav SønderjyskE en 2-0-føring.

Kamp om andenpladsen

Kort inde i anden periode blev det hele meget bedre for Odense og langt værre for Frederikshavn, da Aalborg kom foran i det rent nordjyske opgør. Og i Rødovre viste Gentofte endnu en gang, hvorfor de skal med i slutspillet, og hjemmeholdet ikke skal.

Det lidt uheldige mål i første periode havde ikke slået bundproppen Herlev ud af den, og den tidligere Odense-spiller Frederik Bjerrums udligning til 1-1 mod de fynske Bulldogs gav fornyet spænding om andenpladsen i grundserien.

Det ville storebror Rasmus Bjerrum ikke finde sig i, så mindre end fem minutter senere var fynboerne igen foran. 2-1-føringen blev hurtigt udbygget til 3-1, da Dale Mitchell fandt Tony Romano, der køligt sendte pucken ind bag Evan Mosher.

Odense-jublen havde dog kun lige lagt sig, da legenden Kim Staal reducerede for Herlev - og i samme øjeblik var der også smil hos Gentofte-spillerne, der havde scoret deres tredje mål inden den sidste periodepause.

Kim Staal reducerede til 2-3 for Herlev i hjemmekampen mod Odense.
Kim Staal reducerede til 2-3 for Herlev i hjemmekampen mod Odense. Foto: TV 2 SPORT

Esbjerg napper fjerdepladsen

Projektørlampen skulle også rettes mod Rødovre i tredje periode. I første omgang fordi hjemmeholdet brændte straffeslag, men minuttet senere var Andrey Chistyakov skarp, da han fik chancen i samme disciplin.

I Hørsholm reducerede Marco Illemann til 1-2, og spænding kom der for alvor om fjerdepladsen, da Esbjerg langt om længe kom foran mod Herning. Den stilling holdt dog kun ganske kort, inden Hernings Lasse Lassen udlignede til 1-1. Kampen i Vestjylland måtte derfor i overtid, mens SønderjyskE kunne fejre en 3-1-sejr over Rungsted efter 60 minutter på isen.

Rødovres Lucas Andersen pyntede på resultatet mod Gentofte, og Dale Mitchell sørgede for en fynsk sejr på 4-2 i Herlev, men al fokus var rettet mod Esbjerg, hvor kampen skulle afgøres på straffeslag.

Her brændte begge hold deres første forsøg. Herning misbrugte også andet straffeslag, men så sluttede målkrisen kortvarigt. Jordan Knackstedt scorede for Esbjerg og sendte stemningen i vejret i Granly Hockey Arena. Den fik et ekstra nøk, da Daniel Nielsen brændte gæsternes tredje forsøg.

Dermed snuppede Esbjerg fjerdepladsen i grundserien og en vigtig hjemmebanefordel i kvartfinaleserien. SønderjyskE blev sorteper med femtepladsen.

Stillingen efter grundspillet i Metal Ligaen.
Stillingen efter grundspillet i Metal Ligaen. Foto: TV 2 SPORT

Klik på kortet herunder og se højdepunkter fra sidste runde i grundspillet. 

Højdepunkter fra sidste spillerunde i Metal Ligaen