Ishockey

Dansk landstræner jubler over klubskifte

Ishockeylandstræner Janne Karlsson er glad for, at Nicholas B. Jensen fortsætter karrieren udenfor Metal Ligaen.

Når landsholdsspilleren Nicholas B. Jensen efter sommerferien skifter Metal Ligaen ud med den bedste tyske række, DEL, så kommer det også landsholdet til gode, og det bekommer landstræner Janne Karlsson vel.

- Det er et stort skridt i Nicholas' udvikling. Han kommer til en af de største ligaer i Europa, og så spiller de en form for ishockey, som jeg tror kommer til at passe ham rigtig godt, siger Janne Karlsson til TV 2 SPORT om forsvarsklippens skifte fra Rungsted til Fischtown Pinguins, der har hjemme i Bremerhaven.

Det er et step op, og jeg regner med, at det passer perfekt til min type og min stil.

Nicholas B. Jensen

- Det kommer også til at smitte positivt af på landsholdet, når en spiller skifter til en bedre liga, og dermed kommer til at spille hårde kampe hver gang.

Samtidig understreger den danske landstræner, at det i hans øjne er et ekstra plus, når de største profiler holder sig 'hjemme' i Europa og ikke tager over Atlanterhavet for at prøve lykken i Nordamerika.

- Som landstræner gør det bare muligheden for at kunne gøre brug af spillerne helt anderledes. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke er glad for de danske spillere, der gør det godt derovre. Så egoistisk må man ikke være. Men spillerne i Europa er til rådighed på en helt anden måde.

På hold med gammel kending

Selv glæder Nicholas B. Jensen sig til at prøve kræfter med den bedste tyske række og livet i den nordtyske klub.

- Det er et step op, og jeg regner med at ishockeyen passer perfekt til min type og min stil. Og så er Tyskland et fedt land, der har en super fankultur, og det glæder jeg mig til at opleve, forklarer Nicholas B. Jensen til TV 2 SPORT.

Nicholas Jensen var med Danmark til VM sidste år. Her ses han i aktion mod Norge.

Dermed kommer han i den kommende sæson til at spille sammen med canadieren Wade Bergman, som han vandt det danske mesterskab med i sidste år i Esbjerg.

- Jeg har snakket en hel del med Wade i den forløbne sæson. Vi havde det rigtig sjovt sammen i Esbjerg. Han har været medvirkende til mit skifte, for det er klart, at man gerne vil ud til et sted, hvor man ved, at det hele fungerer. Men på den anden side vidste jeg ikke, om Wade ville være der i denne sæson. Det er jo en sport, hvor det kan gå stærkt med klubskifterne.

Det perfekte match

Efter mesterskabet med Esbjerg var det forventet, at den nu 27-årige back ville søge udenlands, men i stedet tog han endnu en sæson i Danmark og spillede indeværende sæson i Rungsted Seier Capital.

- Jeg havde muligheden for at komme ud sidste år, men jeg synes ikke, muligheden var den perfekte, fortæller Nicholas B. Jensen.

Dermed fortæller han også, at Fischtown Pinguins umiddelbart ligner det helt perfekte match for backen, der ser ud til at skulle spille en hovedrolle i backkæden på det danske landshold ved VM i maj i Køln.

- Jeg skulle ikke ud bare for at komme ud. Nu kommer jeg til en klub, der ikke er en topklub, og det betyder, at jeg får mit mål om at spille meget opfyldt. Det er vigtigt for at jeg kan vokse som spiller. Samtidig har de en rigtig dygtig tysk træner. Så nu skal jeg bare ud og bevise, at jeg kan spille i Tyskland.

Fischtown Pinguins blev i denne sæson nummer ti i grundspillet i DEL, og blev i slutspillet slået ud af Mads Christensen og Red Bull München i kvartfinaleserien.