Ishockey VM

Fem danske VM-debutanter skal til Köln - her er Danmarks trup

I dag udtages Danmarks trup til VM i ishockey. En udtagelse der desværre er præget af afbud.

Fem VM-debutanter. Tre målmænd, otte backs, 13 forwards. Og et ærgerligt afbud fra den svenske finalist, Jesper Jensen.

Det er formentlig hovedbudskaberne, når Danmarks Ishockey Union i dag offentliggør VM-holdet, som i dag samles, i morgen rejser til VM i Köln med start fredag, og lørdag sender Danmark i åbningskamp mod Letland.

En trup tynget af, helt forståelige og forventede, NHL-afbud på NHL-afbud, men ifølge mine svenske kilder nu desværre også med et nyligt afbud fra Brynäs-spilleren Jesper Jensen, som i forgårs tabte syvende finale om det svenske mesterskab i overtid. Allerede da Jesper Jensen undervejs i det svenske slutspil fik pauser fra de skulderbelastende faceoffs, frygtede man, at den opererede skulder fra sidste forår var mærket, så det er nok årsagen til afbuddet. Og heldigvis er Danmark, i modsætning til sidste år, fornuftigt dækket ind på Jensens centerplads.

Men på trods af afbuddene, så synes jeg det er en spændende trup, Janne Karlsson sender til VM. Det er et udviklings-VM, hvor man på grund af næste års værtskab ikke kan rykke ned, men selvfølgelig skal gå efter alt det man kan i Danmarks 15. A-VM på stribe. Den officielle målsætning er da også en kvartfinale, og selvom den bliver svær, så er det anderledes ambitiøse udmeldinger, end sidste års udmelding om overlevelse, selvom man havde en NHL-kæde til rådighed. Jeg kan lide ambitionerne om kvartfinale, selv om meget skal flaske sig på vejen. Men glem ikke, at der trods alt er seks kvartfinalister fra Köln 2010 i truppen, og at Danmark i Nikolaj Ehlers har en af VM’s bedste spillere.

Håb om endnu en NHL-spiller

Jeg glæder mig til at se niveauet hos dem, der nu skal tage et større ansvar for specielt NHL’erne, Daniel Nielsen, Stefan Lassen og Jesper Jensen. Det er folk som Markus Lauridsen, Emil Kristensen og Nicholas B. Jensen, som på samme tid skal skrue både spilleminutter og niveau op. Vi får forhåbentlig 1-2 store VM-gennembrud fra disse tre nøglebacks, hvor Oliver Lauridsen/Jesper B. Jensen fører an, men ikke kan presses mere end i sidste års kvartfinaleridt. På forwardsiden er Peter Regin nøglespilleren og lederen, som skal sætte holdets lavtflyvende Concorde-fly, Nikolaj Ehlers, i scene. Julian Jakobsen er tilbage efter et års fravær, og Nichlas Hardt og Frederik Storm kommer med svensk topniveau, og Mads Christensen med et tysk mesterskab. Og kaptajn Morten Green skal nok fortælle holdet, at intet VM er gratis, men noget dansk ishockey altid med stolthed har leveret i.

Truppens 25. plads er uden tvivl holdt åben til Nicklas Jensen, hvis New York Rangers ryger ud af Stanley Cup Playoffs. Ikke siden Regins storhedstid i Ottawa, har man holdt så meget med Rangers-modstanderen Senators.

Debutanterne

Det er spændende med de fem debutanter: Nicolai Weichel, Matias Lassen, Steffen Klarskov, Patrick Russel og Nicolai Meyer. Alle skal nok få spilletid, og de fire sidstnævnte kan få meget større roller, end man normalt ser VM-debutanter have. I en afbudsramt trup er der ikke nogle gemmesteder, og alle skal yde mere, end når man kan kigge på en NHL-kæde. Og det kan være sundt nok. Hvert VM har sin egen charmerende historie, og sådan bliver det også for denne turnering. Det kan godt være, at dette VM resultatmæssigt er gratis i forhold til nedrykning, men alle VM-turneringer spilles efter højeste målestok, giver vigtige verdensranglistepoint, og kan skabe og ødelægge karrierer. Derfor er processen i et VM alt andet end ”gratis”, så jeg glæder mig til at vi på TV 2 SPORT vil rulle hele VM-turneringen – alle 64 VM-kampe sendes live på TV 2 PLAY med dansk kommentatorerteam – ud til jer i de kommende par uger.

Den danske trup

Målmænd

  • Sebastian Dahm
  • George Sørensen
  • Simon Nielsen

Backs

  • Jesper B. Jensen
  • Oliver Lauridsen
  • Emil Kristensen
  • Markus Lauridsen
  • Phillip Bruggisser
  • Nicolai Weichel (debutant)
  • Matias Lassen (debutant)
  • Nicholas B. Jensen

Forwards

  • Peter Regin
  • Nikolaj Ehlers
  • Nichlas Hardt
  • Frederik Storm
  • Mads Christensen
  • Steffen Klarskov (debutant)
  • Morten Green
  • Morten Madsen
  • Julian Jakobsen
  • Morten Poulsen
  • Patrick Russell (debutant)
  • Nicolai Meyer (debutant)
  • Mathias Bau Hansen

Der er kun tre dage til VM, og fire dage til Danmarks VM-åbning mod Letland lørdag kl. 11.30. Kampen vises direkte på TV 2 SPORT.