Ishockey VM

VM hænger i tynd tråd for dansk profil: Jeg fik en vag undskyldning

Markus Lauridsen krydser fingre for, at han kan spille sit sjette VM i træk på hjemmebane på trods af den brækkede finger

Landsholdsspilleren Markus Lauridsens VM hænger i en tynd tråd efter en slashing kostede en brækket finger.

- Det, han har taget væk fra mig, er større end en undskyldning.

Ordene kommer fra den danske landsholdsspiller Markus Lauridsen. De er sagt med en bitterhed, der kan mærkes gennem telefonen fra München. Og de er rettet mod tyskeren Matthias Plachta.

- Han sendte mig en besked på Instagram med en vag undskyldning. Men det gider jeg ikke spilde min tid på. Han må leve med sin egen samvittighed, lyder det fra Markus Lauridsens dagen efter, han blev opereret i en brækket finger.

En håndskade, der nu kan koste den danske back VM på hjemmebane. Og et tysk mesterskab. Alt sammen på grund af en slashing hen over hånden i semifinaleserien mellem Lauridsens Red Bull München og Adler Mannheim. En slashing begået af Matthias Plachta onsdag aften.

Umiddelbart lyder meldingen fra München-klubben på en pause på seks uger, men Markus Lauridsen har et håb om, at der er en åbning tidligere i forløbet, der kan give adgang til en VM-billet. Et VM, der ligger fra land om en lille måned i Boxen i Herning mod netop Tyskland.

- Jeg kan ikke afskrive VM. Det kan jeg ikke. Om tre uger skal jeg have fjernet to wirer, og så håber jeg en skinne kan hjælpe mig. Så på den måde er VM ikke udelukket endnu, lyder det stille optimistiske håb fra Markus Lauridsen, der har været med ved VM de seneste fem år for det danske landshold.

Derfor har han også allerede været i kontakt med landstræner Janne Karlsson og sportschef Jesper Duus og meldt ud, at han nok skal holde sig i form, så han er klar til at hoppe ind i en dansk VM-trup, når fysikken tillader det, og hvis landsholdsstaben efterspørger hans kvaliteter.

Kvaliteter, som han har haft svært ved at få lov at vise i denne sæson. For det er som om ishockeyguderne ikke har villet Markus Lauridsens noget godt. Den første sæson i den stærke tyske DEL-liga for storklubben fra München.

Det har med en kliche været det rene skadeshelvede for den 27-årige forsvarsklippe.

En skade efter landsholdspausen i november blev efterfulgt af en puck i ansigtet med adskillige sting til følge. Det igen blev afløst af en fodskade, der måtte opereres, inden han vendte tilbage til München-klubben i tide til slutspillet, hvor han gjorde en god figur. Lige indtil mødet med Plachtas stav.

- Det er det værste nogensinde. To operationer på en sæson, det tror jeg ikke sker så tit. Det er pisse irriterende, og det er svært lige nu at holde humøret oppe, lyder det fra den uheldige back, der bliver i München i håbet om, at holdkammeraterne går hele vejen til et mesterskab, så der trods alt bliver lidt at fejre. På et tidspunkt.

For lige nu er det hele sort. Når VM i Herning hænger i en tynd tråd.

- Det er det værste. Specielt med VM på hjemmebane, der vel nok er det største, man kan opleve med landsholdet. Og så samtidig med et hold hernede, som kan gå hele vejen og vinde et mesterskab.

Derfor er det ikke lige navnet Matthias Plachta, man skal nævne, hvis Markus Lauridsens sind skal kravle lidt op ad humør-skalaen.

- Jeg skal ikke kunne sige, om det er med vilje. Det er faktisk svært at sige, også når man ser den på video. Men i hele serien har de spillet over grænsen. Og de har også lavet svinske ting. Så den må han selv rode med, siger Markus Lauridsen.

- Det skal han selv leve med, lyder det.

Og efter en lille pause i røret efterfulgt af et tungt suk.

- Det skal jeg også.