Ishockey VM

De hepper på NHL-danskerne, selvom det ikke gavner landsholdet

De danske spillere håber på at se flere af deres landsmænd fra NHL ved VM i Danmark.

Se ishockey-VM på TV 2 SPORT

Det er sådan en problemstilling, der er svær at have en klar holdning til.

- Man ser det lidt fra begge lejre, som den tidligere NHL-spiller Peter Regin udtrykker det.

Skulle der ryge et par i svinget i første runde, vil det ikke være helt skidt for os

Peter Regin

Om under en måned starter ishockey-VM i Danmark, men på grund af de danske NHL-spilleres succes med deres klubhold er blot én af dem klar til VM.

Frans Nielsen støder til truppen, fordi han og Detroit Red Wings missede slutspillet, mens Nikolaj Ehlers, Lars Eller, Frederik Andersen, Mikkel Bødker, Jannik Hansen og Oliver Bjorkstrand er med i kampen om Stanley Cup-trofæet i verdens største ishockeyliga.

Exit i første runde kan bringe dem i spil til VM, så der er blandede følelser i den danske VM-lejr, som har taget hul på forberedelserne.

- Vi er gode venner med samtlige af drengene derovre, så man håber selvfølgelig, de har personlig succes, og der på et tidspunkt er en dansker, der kommer til at vinde Stanley Cup, siger Peter Regin, der tidligere har spillet for NHL-klubberne Ottawa Senators, New York Islanders og Chicago Blackhawks, til TV 2 SPORT.

- Men når man ser isoleret på det her VM, håber vi selvfølgelig, at så mange som muligt kan komme hjem og hjælpe til. Skulle der ryge et par i svinget i første runde, vil det ikke være helt skidt for os.

Enten Oliver Bjorkstrand eller Lars Eller er i spil til VM, da deres hold, Columbus Blue Jackets og Washington Capitals, mødes i første runde.

Speciel forberedelse

Den danske stjernemålmand Frederik Andersen får samtidig hård modstand i første runde, hvor han og Toronto Maple Leafs står over for holdet med fjerdeflest point i grundspillet, Boston Bruins, der især mod slutningen af sæsonen viste skræmmende styrke.

Målmandsposten har i Andersens fravær de senere år været besat af Sebastian Dahm, og for ham er det en lidt speciel situation.

- Det er svært, for vi prøver alle sammen at forberede os på de pladser, vi optimalt kan have. Jeg forbereder mig som førstemålmand og på at skulle spille mange kampe, men hvis Frederik ikke når langt og har mulighed for at komme med her, er der ingen tvivl om, han nok kommer til at stå meget. Så skal jeg have en helt anden rolle, siger Dahm.

- Det handler om, at man spiller i nuet og kører på den måde, og ændrer situationen sig, må man ændre i det øjeblik.

- Vi kører på, som om vi ikke får nogen, og så håber vi, der er nogle stykker, der går i finalen, og resten må så godt komme hjem.

VM starter den 4. maj.