Ishockey VM

Dansk VM-profil blev mester for 11. gang på 15 år

Ishockeyspilleren Mads Christensen scorede, da EHC Red Bull München torsdag aften vandt det tyske mesterskab for tredje år i træk.

Se ishockey-VM på TV 2 SPORT

Mads Christensen er sjældent gået tomhændet fra en sæson.

Som 15-årig debuterede han på førsteholdet i Herning i 2002/03-sæsonen og vandt sit første mesterskab. Torsdag aften i München kunne den 31-årige dansker for 11. gang være med til af løfte pokalen som ligamester.

Han og hans klub EHC Red Bull München vandt nemlig den syvende og afgørende finale om det tyske ishockeymesterskab over Eisbären Berlin. Den sydtyske klub kom bagud med 0-1, men kørte allerede i første periode hovedstadsklubben over.

Mads Christensen scorede til 4-1 kort før slutningen i perioden. Kampen blev vundet med 6-3, og dermed kunne EHC Red Bull München juble over det tredje mesterskab på stribe.

Den danske forward har spillet en vigtig rolle i slutspillet, hvor han i aftenens finale kom op på 13 point i 17 kampe. Danske Markus Lauridsen spiller også i mesterklubben, men blev skadet midtvejs i slutspillet.

Når festlighederne har lagt sig, kan Mads Christensen nu se frem til at støde til den danske VM-trup, der den 4. maj tager hul på slutrunden på hjemmebane.

Mads Christensen nåede at vinde fire mesterskaber med Herning, før han i 2008 skiftede til Sønderjyske - og blev mester i den ene sæson, han spillede for klubben.

Han skiftede efter den sæson Tyskland og Iserlohn Roosters. Året efter røg han til topklubben Eisbären Berlin, med hvem han vandt mesterskabet tre år i træk fra 2011 til 2013. Siden skiftede han til ligarivalen fra München, hvor han altså nu har vundet mesterskabet tre år i træk.

Årets VM bliver Mads Christensens 10. for Danmark. Han har kun misset to slutrunder siden 2007.