Ishockey VM

Dansk VM-rival har været nødt til at ændre planen

Tyskland har haft et utroligt år, der kulminerede med OL-sølv i Sydkorea tidligere på året. Truppen til VM i Danmark er imidlertid markant anderledes.

Se alle VM-kampe på TV 2 PLAY

For et år siden var Tyskland vært for VM og stillede med flere stjerner på hjemmebanen i Köln, hvor det blev til et snævert kvartfinalenederlag til Canada.

Ved årets OL, hvor ingen NHL-spillere var med, vandt tyskerne sensationelt sølv. Ishockeyfeberen har raset hos vores naboer mod syd, men virkeligheden er en anden ved dette VM.

De erfarne profiler Marcel Goc, Christian Ehrhoff og Patrick Reimer er stoppet på landsholdet, mens flere spillere fra OL-holdet har meldt afbud. Tysklands landstræner, Marco Sturm, råder ganske vist over tre spillere fra verdens stærkeste liga, NHL, men har også ni VM-debutanter med til Danmark, hvor netop de danske værter er holdets første modstander.

- Jeg har været nødt til at ændre min plan. Jeg har fokuseret lidt mere på unge spillere og på fart. Vi har ni spillere, der aldrig har spillet VM. Forhåbentlig er de klar, men for fremtiden er det den vej, vi vil gå. Man skal starte et sted, siger Marco Sturm til TV 2 SPORT.

- Det bliver svært. De seneste par år har pilen kun peget opad, og alt er gået godt. Vi vil stadig kravle op, men det bliver sværere og sværere.

På samme niveau

Danmark har også flere ændringer i forhold til VM sidste år, men her er der ikke tale om en eneste debutant. Tværtimod råder danskerne i forhold til sidste slutrunde blandt andet over to NHL-spillere mere samt de tidligere NHL-spillere Nicklas Jensen og Philip Larsen.

Men tyskerne gør ikke et stort nummer ud af at kigge for meget på Danmarks holdkort.

- Vi skal bevare roen og spille vores spil. Der bliver fuldt hus. Vi var i samme situation sidste år, hvor vi vandt over USA. Vi var helt oppe at køre, og der er intet bedre end at spille foran sit hjemmepublikum. Jeg ved, Danmark kommer stærkt ud, så vi skal sørge for at være tålmodige, især i de første 20 minutter, siger Sturm.

- De har god kvalitet på holdet og en dygtig målmand. Vi spillede mod dem i sidste uge, og jeg mener, vi er på det samme niveau. Det bliver tæt, men vi vil bare have en god følelse, holde det simpelt og spille vores spil.

Den danske målmand hedder i år Frederik Andersen, der har haft en stor sæson i NHL, hvor han blev den mest målmand i Toronto Maple Leafs' historie, der flest gange i en sæson overgik modstanderens målmand i antallet af redninger.

Ved VM sidste år havde tyskerne to NHL-målmænd med i truppen undervejs, og med det i hukommelsen er den danske forstærkning på målmandsposten blevet bemærket i den tyske lejr.

- Det gør en helvedes stor forskel. Det så vi, da vi spillede på hjemmebane. Når de målmænd kommer, er det godt. De stabiliserer altid holdet og giver det ro defensivt, så det gør en kæmpe forskel, siger tyske Matthias Plachta.

Fuldgode erstatninger

Danske Mads Christensen har siden 2009 spillet i den tyske liga, DEL, så han kender til størstedelen af tyskernes trup.

Samtidig har han spillet mange landskampe mod tyskerne, så bare fordi truppen ser anderledes og urutineret ud, betyder det langt fra nogen nem opgave for Danmark i åbningskampen.

- Jeg tror ikke, vi skal forvente et dårligere hold end det, der vandt OL-sølv. De har fuldgode erstatninger med, og vi skal virkelig forvente et tysk hold, der er klar og måske endda har noget selvtillid med.

- Det er en modstander, vi har vundet ligeså mange gange over, som vi har tabt, så for os er det ikke nogen skræmmende modstander på den måde. Jeg tror, vi skal passe på med at koncentrere os for meget om dem og i stedet have fokus på os selv.

Foruden de mange afbud må tyskerne undvære NHL-spilleren Korbinian Holzer, der har slæbt en karantæne med sig fra VM i 2016.

Danmark-Tyskland spilles fredag klokken 20.15 og kan ses på TV 2 SPORT, men allerede klokken 16.15 åbner vi VM med storkampen mellem USA og Canada.