Ishockey VM

Afgjorde VM-brag i straffeslag - vidste ikke han måtte skyde to gange

Den amerikanske NHL-profil Cam Atkinson blev den helt store helt i straffeslag for USA, da de vandt åbningskampen ved VM med 5-4 over Canada.

En lang række af ishockeyverdenens største stjerner var på isen, da USA og Canada åbnede VM i Jyske Bank Boxen med en målrig affære, der først blev afgjort efter straffeslag.

Og i modsætning til fodbold og håndbold så er det ganske svært at score på netop straffeslag i ishockey, selvom det er den angribende spiller alene mod målmanden. Det blev tydeligt i VM-braget, hvor hvert hold fik fem straffeslag efter 4-4 i ordinær og forlænget spilletid.

Hos amerikanerne var det kun 28-årige Cam Atkinson, der formåede at score, mens de andre stjerner brændte på stribe. Meget bedre var det ikke hos Canada, hvor Jordan Eberle var eneste målscore i de første fem forsøg.

Det betød også, at holdene skulle ud i ét skud af gangen, og her måtte de altså gerne vælge de skytter, der havde været i spil under de første fem forsøg. Derfor blev Cam Atkinson matchvinder, da han scorede igen, og Canada efterfølgende misbrugte sit forsøg.

- Det er altid sjovt, når det ender i straffeslag. Vi er vant til, at det kun er med tre skytter (fra NHL, red.), og jeg havde ingen anelse om, at man måtte bruge de samme spillere efter de første fem skud. Jeg havde en god fornemmelse og god selvtillid, og så er jeg glad for at vinde over Canada, lød det fra en overrasket matchvinder.

USA var ellers presset i bund undervejs i kampen, og efter bare 47 sekunder kom de bagud. Men selvom de også kom bagud 2-0 efter 12 minutters spil, formåede de alligevel at kæmpe sig tilbage i kampen og tage sejren og de to point, som man får, når kampen vindes i forlænget spilletid eller straffeslag.

- I første periode overtog de (Canada, red.) teten, og vi udviste alt for stor respekt. De havde pucken hele tiden og kom i høj fart, og når du giver dem for meget tid, har de for mange farlige våben. I anden periode kom vi tilbage til vores gameplan og overtog styringen, så vi kunne holde det simpelt, tilføjede Atkinson.

Han kan nu se frem til et møde med Danmark i anden kamp, når de to nationer tørner sammen lørdag aften i Boxen.

- Vi spillede mod dem i en testkamp. Det er et godt hold, og deres tilskuere kommer til at heppe på dem, så vi må afværge den storm og have det sjovt, sluttede amerikaneren, der til daglig spiller sammen med Oliver Bjorkstrand i Columbus Blue Jackets.

Du kan se Danmark-USA lørdag klokken 20.15 på TV 2 SPORT og TV 2 Play