Scenen er jeres - let's rock'n'roll

16x9
I aften kan Frans Nielsen og holdkammeraterne være med til at løfte ishockeysporten op på den helt store scene. Foto: Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Der er mere end bare tre point på spil i ishockeylandsholdets historiske VM-kamp på hjemmebane i aften.

Mon ikke de godt ved det? Ellers vil jeg da gerne lige ridse det op for ishockeylandsholdet alligevel.

Scenen er jeres. I får nok ikke en større chance end den her for at sende et rent slagskud afsted mod en samlet dansk befolkning, der er klar på at hive klaphatten frem. Den klaphat, der ligger parat på hylden med med den bolsjestribede retro-trøje fra fodbold VM i 1986. Den trøje og den hovedbeklædning, der senest var fremme, da de danske håndboldherrer i januar trak seere i hobetal til de danske TV-skærme. Det grej, der egentlig først skulle hives frem om halvanden måned, når Christian Eriksen og kompagni skal på græs i Rusland.

For det kan godt være, at det til dagligt kræver en skøjtehal indenfor en radius af 30 kilometer, hvis pulsen for alvor skal op og snitte max-grænsen, når der uge efter uge i sæsonen sendes kampe fra den hjemlige Metal Ligaen. Men her er en enestående mulighed for at brage igennem til den brede befolkning. Uantastet at der hverken findes skøjtehaller i Rønne eller Randers.

På samme måde er det heller ikke, fordi jeg tror, at Frederik Andersen, Frans Nielsen eller det unge stjerneskud, Nikolaj Ehlers, vil have problemer med at gå i fred en lørdag formiddag på Strøget. Heller ikke selv om de leverer absolut verdensklasse, der afføder stor respekt i verdens bedste isliga, NHL, i Nordamerika. De er simpelthen ikke household names i den danske offentlighed. Linse Kessler vil vel have større problemer med at undgå selfiehungrende masser på sådan en slentretur end en dansk isstjerne med en indtægt på mere end 20 millioner om året.

Men nu har sporten muligheden for at hæve sig op på et nationalt bevidstheds-niveau, hvor den aldrig har været før. For kampen i aften mod Tyskland er simpelthen ishockeylandsholdets mulighed for at stjæle spotlightet. Det er som at åbne Roskilde Festival på Orange Scene. Værsgo! Scenen er jeres. 

Det kræver dog mere end et par gode sange og lidt fyrværkeri bag trommesættet, hvis ikke man skal knække nakken på den store scene. Det skal være en helstøbt koncert, hvor man virkelig kommer over rampen, så selv de festivalgæster, der egentlig ikke kendte til musikken i forvejen bliver draget til og slår sig ned, og måske lader sig fange ind af de tunge, heftige rytmer. Og det er heftige, tunge rytmer vil jeg lige pointere, når det drejer sig om ishockey - ikke noget fistel-pop og kælen R&B her.

På den måde bliver opgøret mod tyskerne en nøglekamp. Øh, men undskyld, har vi egentlig ikke været der før - altså ved nøglekampen? Jo, så sent som sidste år ved VM i Köln, hvor det danske hold mødte Letland i den første VM-kamp.

Så hvorfor er den her nøgle så vigtigere end den fra sidste år - som danskerne forøvrigt tabte med 0-3?

Af den simple grund, at der er mere på spil. For i en normal VM-turnering vil man ikke have muligheden for at få nationens samlede opmærksomhed.

Bevares, det giver da i den grad genlyd, når landsholdet gør det fremragende og går i kvartfinalen, som det kun er sket to gange tidligere i 2010 og 2016. Men med et VM på hjemmebane, så er det bare sådan, at den dør, der vil blive låst op med en sejr mod Tyskland, ikke bare vil være en almindelig billig formpresset dør fra Silvan, der gør det nemmere at nå en dansk sportslig målsætning om en kvartfinaleplads. Det er en større og tungere massiv yderdør, som man pludselig vil kunne komme ind i varmen ad.

For med en sejr vil det danske hold gøre turneringen levende og interessant for mere end bare ishockey- og sportfans. For der er langt flere derude, og de er klar. Dem man med mangel på bedre ord, og desværre med en nedladende klang, vil kunne kalde medløberne. Dem der ikke har styr på icing og hooking. Men de er klar til at hugge på.

Som de gjorde det sidste år, at de danske fodboldkvinder pludselig kunne samle 1,5 millioner TV-seere til noget, der sjældent tidligere havde haft andet end familie og venners bevågenhed  På samme måde som de gjorde det i 1998 i Nagano, da Helena Blach Lavrsen og curlingkvinderne fejede sig lige ind i de danske hjerter. Ja, curling, sgu! Som sport og ikke som et pædagogisk begreb for børns manglende evner til at manøvrere og handle. Curling, som folk sad oppe om natten for at følge live. I hobetal!

Og det siger alt om potentialet, der er for at lægge et ishockey-drop direkte ind i den danske befolknings vener, når selv min aldrende mor vælger at bruge sin 76 års fødselsdag i Boxen for at se Danmark-USA. Så er det ikke bare Mama Fink, der er klar. Hun er simpelthen katalysatoren på en befolkning, der er parat til at tage imod og blive begejstret. Til at løbe derhen, hvor man kan få lov til at føle et sug i maven og hæve brystet i stolthed, når dem i rødt og hvidt gør det godt.

Derfor er det meget mere end en almindelig VM-kamp, når Danmark går på isen mod Tyskland. Det er vel næsten et afgørelsens straffeslag. Får vi hype om spillet på isen, eller bliver det et mindre kuriosum, som dem der var med kan nævne i en bisætning ved runde fødselsdage fremover: Nå, jeg var da forresten også til ishockey VM. Og så ellers fortsætte samtalen om hvad man har plantet i altankassen i år.

Hvis sporten skal sælges til masserne. Hvis festen skal ud af Midtjylland og Ørestaden. Så skal der sportslig succes på isen, og den er nemmest at forstå, hvis der ikke skal regnemaskine-klicheer ind argumentationerne. Det skal være simpelt.

Og simpelt bliver det, hvis Danmark slår Tyskland. Så er de på vej. De skal 'bare' slå Norge, Korea og Letland også. Og vigtigst af alt, så kan de med en sejr i aften selv afgøre det. Ikke noget med at så skal Norge bare slå Tyskland, mens Letland ikke må vinde med to og Korea helst skal tabe med otte.

Nul putte. En sejr mod Tyskland, så skal der nok komme folk foran Orange Scene.

Ready? Lets rock'n'roll!