Ishockey VM

Ærgerlige danskere: - Man tænker bare på ikke at se dum ud

Danmark tabte med 7-1 til Canada stjernespækkede hold. Men canadierne fik ifølge danskerne lidt for let spil.

Tilskuerne havde for længst erkendt nederlaget og klappede i de sidste sekunder taktfast ned mod Danmarks landshold, der tabte med 7-1 til Canada.

Et dansk landshold havde solgt sig selv dyrt, selvom det tidligt i kampen stod klart, at sejren ville gå til de nordamerikanske VM-favoritter.

- Nogle gange tænker man bare på ikke at se dum ud. Det er nogle rigtig dygtige spillere, vi er oppe imod, og man er blevet spillet i baren og har fået hockeylektioner før, så det vil man rigtig gerne undgå. Det gjorde vi ikke helt mod Canada, de fik lidt for enkle mål, siger Morten Madsen til TV 2 SPORT.

Klasseforskellen var tydelig, men selvom indsatsen var godkendt, så var der situationer i kampen, som Danmarks bedste spiller i kampen, Frans Nielsen, gerne så, at han og holdkammeraterne havde håndteret anderledes.

- Vi giver stadig for billige chancer væk. Mange af målene skal de ikke gøre meget for. Når man møder sådan et hold, så skal man jo først og fremmest sørge for, at de skal arbejde hårdt for de chancer, de får. Det gjorde de ikke hele tiden i aften, siger Frans Nielsen til TV 2 SPORT.

Vigtigt mål og powerplay

Danmark fik scoret i tredje periode ved Jesper Jensen Aabo.

Derudover blev der skabt gode danske muligheder. Men det blev ved den enlige scoring. Skarpheden manglede, når chancerne bød sig.

- Mod sådan nogle hold får du en fem, seks eller syv chancer i en hel kamp, og  det glæder om at være skarp, når du får dem. Det har vi ikke været, siger Frans Nielsen og tilføjer:

- Men mon ikke, vi kan få lidt mere mod de hold, vi kommer til at møde nu her og får lidt mere fremad. Mikkel (Bødker, red.) og Jannik (Hansen, red.) kommer også ind, og det er to, som vi ved, kan afslutte, siger Frans Nielsen om udsigt til yderligere to NHL-kollegaer på landsholdet.

Det danske powerplay viste igen gode takter, og selvom det ikke blev til nogle danske powerplaymål mod Canada, så kan det stærke overtalsspil blive en gevinst i de kommende kampe.

- Det er fedt, at det har fungeret. Et eller andet sted, så ved man selv, hvordan man er, når man selv spiller mod hold, der har et stærkt powerplay. Så bliver man lidt mere forsigtig til udvisninger. Hvis det skal fortsætte med at klikke, så kan det også hjælpe os fem mod fem, siger Frans Nielsen.

Danmarks næste kamp er på onsdag mod Finland. Kampen spilles kl. 20.15 og kan ses direkte på TV 2 SPORT.