NHL-forstærkning på vej til det danske landshold

Jannik Hansen melder sig VM-klar, efter han i nat røg ud af NHL's slutspil med sit hold San Jose Sharks. Mikkel Bødker kan også være på vej mod VM.

Det danske landshold i ishockey får tilslutning af den fjerde NHL-spiller i jagten på VM-succes på hjemmebane.

Jannik Hansen røg nemlig sammen med sit hold San Jose Sharks ud af NHL's slutspil tidlig mandag morgen. Og den danske angrebsspiller har allerede pakket kufferten og er klar til at sætte kursen med Danmark.

- Det har hele tiden været min plan at tage hjem og spille VM, hvis jeg fik mulighed for det, fortæller hovedpersonen til Jyllands-Posten.

- Når alt er, som det skal være, jeg ikke er skadet, og jeg kan nå hjem, så kan jeg ikke se nogen grund til, at jeg ikke skulle tage hjem og spille VM.

Og det bekræfter Dansk Ishockey Unions sportschef, Jesper Duus, overfor TV 2 SPORT.

Der har ellers været tvivl om Jannik Hansens var et reelt bud på en dansk VM-spiller, da han har kontraktudløb i sin klub efter denne sæson.

Men frygten for skader og en uafklaret kontraktsituation i verdens bedste ishockeyliga har ikke været et tema for Jannik Hansen.

- Jeg er jo ikke 26 år længere og skal ikke ud og have en syv-årig kontrakt til 30 mio. dollars. Så jeg har ingen problemer med at tage hjem, selvom min kontrakt med San Jose Sharks løber ud efter sæsonen, fortæller Jannik Hansen til Jyllands-Posten.

Måske to NHL-forstærkninger

Og der kan være endnu en NHL-forstærkning på vej til landstræner Janne Karlsson. Jannik Hansen er nemlig ikke den eneste dansker hos San Jose Sharks.

Mikkel Bødker er ligeledes en del af det amerikanske NHL-mandskab, men om han kommer hjem og bidrager til det danske VM-mandskab er ikke helt på plads endnu.

TV 2 SPORT har været i kontakt med Mikkel Bødker, der oplyser, at han er i dialog med landsholdsledelsen, og at han først vil melde noget ud, når der er faldet noget på plads.

Men uanset om det bliver til én eller to NHL-fortsærkninger, så er det stor fordel for det danske landshold, vurderer TV 2 SPORT's ishockeyekspert Morten Green.

- Et rigtig, rigtig godt Danmark vil bare komme til at se endnu bedre ud. Vi ved alle sammen, hvad Jannik Hansen kan bidrage med af arbejdsmoral, intensitet og selvfølgelig også rutine, forklarer Morten Green.

- Mikkel Bødker er brandvarm i slutspillet, laver mål og assists og spiller rigtig godt. Han har en stor rolle på holdet, så han vil uden tvivl komme hjem i topform. Det vil bare betyde, at holdet ser endnu stærkere ud, end det allerede er, hvis begge spillere kommer med.

Danmark spiller deres tredje kamp ved VM mandag, når det gælder et møde med storfavoritterne fra Canada.

Danske NHL-spillere til VM på hjemmebane

Fem danske NHL-spillere er med ved VM

Frans Nielsen, Detroit Red Wings: Frans Nielsen kom ikke med i slutspillet i NHL, og han stødte som den første NHL-spiller til det danske landshold.
Frederik Andersen, Toronto Maple Leafs: Blev slået ud efter syv kampe i slutspillets første runde. Har udtalt til TV 2, at han 'selvfølgelig gerne vil hjem og spille med drengene', hvorefter klubben har bekræftet målmandens VM-deltagelse.
Oliver Bjorkstrand,  Columbus Blue Jackets: Blev slået ud efter seks kampe i første runde af slutspillet. To dage før VM-premieren meldte Bjorkstrand sig klar til at spille VM, selvom han endnu ikke har et kontrakt for næste sæson.
Mikkel Bødker, San Jose Sharks: Blev slået ud i kvartfinalerne i NHL's slutspil. Mikkel Bødker meldte sig straks klar, og han spillede en fremragende kamp mod Finland få timer efter ankomsten til Danmark. 
Jannik Hansen, San Jose Sharks: Blev slået ud i kvartfinalerne i NHL's slutspil. Jannik Hansen har meldt sig omgående VM-klar, og han spillede ligeledes mod Finland samme dag, han landede på dansk grund.

To danskere kommer ikke hjem

Nikolaj Ehlers, Winnipeg Jets: Er gået videre til semifinalerne i slutspillet. Derfor når han ikke at komme hjem, uanset om holdet skulle tabe serien 4-0.
Lars Eller, Washington Capitals: Er også gået videre til semifinalerne, og derfor kan Eller heller ikke nå hjem og være med ved VM. Washington og Winnipeg kan først møde hinanden i en eventuel finale.