Ishockey VM

Dansk VM-modstander er større i hjemlandet end Formel 1-stjerne

I kampen mod Finland onsdag aften kommer de danske spillere på en vanskelig opgave mod den blot 20-årige Sebastian Aho.

Se Danmark-Finland på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Statistikken efter to VM-kampe var nærmest for vild til at være sand. Fire mål og seks assists.

Det 20-årige stjerneskud Sebastian Aho har været en af de mest iøjnefaldende spillere ved VM i Danmark, hvor spillere som canadiske Connor McDavid, Pavel Datsyuk fra Rusland og amerikanske Patrick Kane altså også er med.

Aho, der til daglig spiller i NHL-klubben Carolina Hurricans, er i den grad en spiller, der bringer håb hos finnerne. Faktisk er han ifølge den finske sportsredaktør på Ilta-Sanomat, Juha Hiitelä, kun overgået af Nikolaj Ehlers' finske holdkammerat i NHL-klubben Winnipeg Jets.

- Patrick Laine er den største sportsstjerne i Finland lige nu, og som Sebastian Aho spiller lige nu, bliver han den næststørste. Han er over Kimi Räikkönen (Formel 1-kører, red.), siger Hiitelä, der tidligere har været NHL-reporter og nu for niende gang dækker VM.

At ishockeyspillerne er større end en tidligere Formel 1-verdensmester, kan måske lyde mærkeligt i nogle danskeres ører, men ikke for Oliver Lauridsen og Peter Regin.

De danske landsholdsspillere har deres daglige gang i Finlands hovedstad Hensinki, hvor de spiller for KHL-klubben Jokerit.

- Ishockey er kæmpestort. Det er jo nærmest alt, de har af sport, så det er det, de går allermest op i. Specielt landsholdet er noget, de går rigtig meget op i, siger Oliver Lauridsen.

- Det er som fodbold herhjemme. Både landsholdet, den nationale liga og Jokerit i KHL bliver fulgt tæt og fylder meget i både medier og interesse generelt, siger Regin.

Virkelig intelligent

Sebastian Aho har spillet to sæsoner i NHL, hvor han allerede har rundet 100 point for Carolina Hurricanes.

Inden han tog springet til verdens største ishockeyliga spillede han i den hjemlige Liiga for Kärpät, hvor danske Stefan Lassen, der spiller i Lahti Pelicans, nåede at opleve ham som stortalent.

- Det er en utroligt dygtig spiller. Jeg spillede mod ham det første år, jeg var i Finland, og har set ham i videoer på internettet. Han er virkelig intelligent ude på isen.

Er han en typisk finsk spiller?

- Nej, det synes jeg ikke, han er. Jeg ved egentlig ikke, hvad man skal sige, han er. De har nogle i den stil engang imellem, men han er ikke lige den typiske finske type. Det er lidt større spillere, som er virkelig trænede og kan klø på. Han er lidt mindre, men så kan han altså nogle andre ting, siger Stefan Lassen.

Ved VM i Danmark var Aho involveret i 10 af 16 mål i de første 2 kampe, der endte med 8-1-sejre over Sydkorea og Letland.

Det giver selvfølgelig håb i Finland, der senest blev verdensmester i 2011.

- Hvis han kan spille sådan, kan holdet nå langt. Problemet lige nu er, at de andre spillere ikke leverer nok, så den her 20-årige knægt bærer faktisk hele holdet. Han kan bære holdet langt, men på et tidspunkt er andre også nødt til at træde i karakter, siger Juha Hiitelä til TV 2 SPORT.

I Finlands 7-0-sejr over Norge tirsdag aften kom de andre spillere lidt bedre med i forhold til Aho, der kun stod for én assist.

Danmarks kamp mod Aho og Finland spilles onsdag klokken 20.15 og kan ses direkte på TV 2 SPORT.