Ishockey VM

Nikolaj Ehlers må melde fra til VM - men han følger med fra NHL

Nikolaj Ehlers kommer ikke til VM efter nattens sejr over Nashville. Han må nøjes med at følge hjemmebanefesten fra afstand.

Desværre Danmark. Det er slut med forstærkninger til det danske ishockeylandshold fra den anden side af Atlanterhavet.

I nat spillede Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets sig nemlig videre til Western Conference-finalen med en sikker 5-1-sejr over Nashville Predators i kamp syv af en intens serie.

Det betyder, at den lynhurtige dansker ikke har muligheden for at spille VM på hjemmebane. Et VM, der for alvor har ramt nationen lige i solar plexus. Og ishockeyfeberen er også blevet bemærket hos Nikolaj Ehlers.

- Det ser fedt ud. Der er bare noget, der er større herovre, siger Nikolaj Ehlers til TV 2 SPORT,

- Jeg har set alle de danske kampe. Det ser fedt ud. Og fansene er jo helt fantastiske, Men jeg vil ikke sige, at jeg hellere vil være hjemme og være med til VM. For jeg elsker det her. Jeg er tæt på at gå i Stanley Cup-finalen. Det er altså stort. Og jeg tror på, vi har holdet til at vinde det hele i år.

Driller finsk stjerne med dansk sejr

Den imponerende danske sejr over Finland fulgte Nikolaj Ehlers også, og det endda i selskab med en anden superstjerne. Finnen Patrik Laine.

- Jeg så den på flyet på vej til kamp 7 og sad ved siden af Laine. Så jeg måtte lige juble og grine lidt ad ham, hver gang Danmark scorede, lyder det fra Nikolaj Ehlers gennem telefonen fra et omklædningsrum fyldt med fest og larm efter sejren over Nashville.

- Det er fedt at se, hvordan fansene bakker op om det danske hold, også når de er bagud. Jeg har selv prøvet det de seneste to år. Jeg ved, hvor stort det er at spille VM, og så er det kæmpestort på hjemmebane.

- Og så er det bare så fedt at se drengene arbejde hårdt.

Danmark slog Finland med 3-2 ved VM på hjemmebane.

Arbejde hårdt måtte Winnipeg Jets også for at vinde serien over sidste års Stanley Cup-finalister fra Nashville Predators. Men sejren kom i hus i syvende og sidste opgør i serien.

- Vi har tidligere haft problemer med dem i første periode, hvor de er kommet hårdt ud. I dag sagde vi, at vi skulle være de bedste fra start, og at vi skulle spille vores bedste allerede fra begyndelsen. Det gjorde vi.

Det blev til en enkelt assist fra Nikolaj Ehlers i nattens sejr. Dermed er han oppe på seks målgivende afleveringer i slutspillet, hvor han endnu ikke har fundet vej til netmaskerne. I den regulære sæson scorede Ehlers 29 mål.

- Jeg har haft gode chancer, men nogle gange går den bare ikke ind. Men jeg spiller på den måde, hvor jeg kan bidrage bedst, forklarer den Nikolaj Ehlers.

- Jeg gemmer dem bare til, at det bliver rigtig vigtigt mod Vegas.

Winnipeg Jets møder Vegas Golden Knights i Western Conference-finalen i en serie af syv kampe. Vinderen avancerer til Stanley Cup-finalen. 

Her kan det blive til danskermøde, hvis Lars Eller og Washington Capitals besejrer Tampa Bay Lightning i Eastern Conference-finalen.

Den hidtil eneste dansker, der har stået i en Stanley Cup-finale er Jannik Hansen i 2011, da han spillede for Vancouver Canucks, der tabte finaleserien i syv kampe til Boston Bruins.

Danske NHL-spillere til VM på hjemmebane

  1. Fem danske NHL-spillere er med ved VM

    Frans Nielsen, Detroit Red Wings: Frans Nielsen kom ikke med i slutspillet i NHL, og han stødte som den første NHL-spiller til det danske landshold.

    Frederik Andersen, Toronto Maple Leafs: Blev slået ud efter syv kampe i slutspillets første runde. Har udtalt til TV 2, at han 'selvfølgelig gerne vil hjem og spille med drengene', hvorefter klubben har bekræftet målmandens VM-deltagelse.

    Oliver Bjorkstrand,  Columbus Blue Jackets: Blev slået ud efter seks kampe i første runde af slutspillet. To dage før VM-premieren meldte Bjorkstrand sig klar til at spille VM, selvom han endnu ikke har et kontrakt for næste sæson.

    Mikkel Bødker, San Jose Sharks: Blev slået ud i kvartfinalerne i NHL's slutspil. Mikkel Bødker meldte sig straks klar, og han spillede en fremragende kamp mod Finland få timer efter ankomsten til Danmark. 

    Jannik Hansen, San Jose Sharks: Blev slået ud i kvartfinalerne i NHL's slutspil. Jannik Hansen har meldt sig omgående VM-klar, og han spillede ligeledes mod Finland samme dag, han landede på dansk grund.

  2. To danskere kommer ikke hjem

    Nikolaj Ehlers, Winnipeg Jets: Er gået videre til semifinalerne i slutspillet. Derfor når han ikke at komme hjem, uanset om holdet skulle tabe serien 4-0.

    Lars Eller, Washington Capitals: Er også gået videre til semifinalerne, og derfor kan Eller heller ikke nå hjem og være med ved VM. Washington og Winnipeg kan først møde hinanden i en eventuel finale.